Hvad er Kofoeds Skole?
Hvad er Kofoeds Skole
Kofoeds Skole er en selvejende institution, som hjælper mennesker i socialt udsatte positioner, med at tage et medansvar for at forbedre deres livssituation. Kernen i vores socialpædagogiske arbejde er princippet om ‘Hjælp til Selvhjælp’.
Hvorfor hedder det ‘Kofoeds Skole’?
Kofoeds Skole er grundlagt i 1928 af kordegn Hans Christian Kofoed. Vi kalder os en skole, fordi vi er et sted, hvor du lærer. Alle der kommer på Kofoeds Skole er derfor elever. I værksteder, undervisning, rådgivning og sociale fællesskaber, lærer ‘eleverne’ nye kompetencer og indgår i socialt samvær.
Hvad vil Kofoeds Skole?
Kofoeds Skoles mål er at yde hjælp til selvhjælp til mennesker, der har sociale vanskeligheder. Det gør vi gennem indsatser, som aktiverer, opbygger og udvikler den enkelte elevs personlige ressourcer og samlede kompetence. Derigennem opbygger eleven selvværd og magt over eget liv samt evnerne til at skabe sig en bedre livsverden.
Hvordan vi har forfulgt det mål konkret har ændret sig sammen med tiden. Forskellige tider kræver forskellige indsatser.
Er Kofoeds Skole en offentlig organisation?
Kofoeds Skole er en selvejende institution. Social- og Boligministeriet fører tilsyn med Kofoeds Skole. Vores arbejde hviler på et kristent og folkeligt grundlag, der respekterer det enkelte menneskes værdi og ligeret. Den inderste kerne i denne holdning er den kristne næstekærlighed og solidaritet, der ikke skal forkyndes i ord, men vises gennem varme og respekt i alle vores aktiviteter.
Kofoeds Skoles øverste instanser er repræsentantskabet og bestyrelsen, hvor medarbejdere og elever er repræsenteret, sammen med repræsentanter fra det danske samfund. Den daglige ledelse varetages af vores forstander.
Hjælp til selvhjælp
Hjælp til selvhjælp
Det grundlæggende princip i Kofoeds Skoles socialpædagogiske arbejde er det vi kalder ‘Hjælp til Selvhjælp’. En overbevisning om, at mennesker glædes og vokser, når de får mulighed for at tage ansvar for deres eget liv.
Den pædagogiske tilgang
Vores opgave er at hjælpe den enkelte elev med at aktivere, opbygge og udvikle deres egne personlige ressourcer, kompetencer og selvværd, med henblik på, at eleven kan magte mere selv. Med andre ord ser vi princippet om ‘Hjælp til Selvhjælp’ som en empowerment-strategi, hvis mål er at styrke den enkelte.
Alt vores arbejde bygger på en dyb respekt for det enkelte menneske og vi tror på, at alle har lige værd og ret i samfundet. Derfor anerkender vi også, at den udvikling vi støtter hos individet er forskellig fra menneske til menneske. Ligesom indsatserne er det. Fælles for Kofoeds Skoles indsatser er dog, at eleven, i størst mulig grad, selv skal være den udførende og ansvarlige for at udvikle egne ressourcer og muligheder.
”Vi hjælper ikke for at hjælpe, men for at opbygge (udvikle)” – citat: H.C. Kofoed
Hjælp til Selvhjælp i praksis
De mennesker der deltager i Kofoeds Skoles aktiviteter er unikke. De kommer med forskellige behov, forskellige udfordringer og forskellige ressourcer. Derfor kræver de også forskellige indsatser for at støtte dem i deres proces med at hjælpe sig selv videre i livet.
For nogen er det deltagelse i værkstedsarbejde og undervisning der giver nye kompetencer. Andre har brug for rådgivning og praktisk hjælp for at komme videre. Og for andre igen er det gennem det sociale samvær de lærer at samle sig selv op. Vi har samlet nogle historier fra hverdagen på Kofoeds Skole, som på hver sin måde fortæller, hvordan vi arbejder med ‘Hjælp til Selvhjælp’ i praksis.
Kofoeds Kodeks
Kofoeds Kodeks
På Kofoeds Skole er vi mange forskellige mennesker, der skal have en hverdag sammen. Derfor er det vigtigt at vi har nogle rammer for vores samvær, som gør det rart at være i. En såkaldt ‘code of conduct’. Derfor har vi udformet nogle retningslinier for, hvordan vi gerne vil være sammen på Kofoeds Skole og hvad man kan forvente som en del af vores fællesskab. Det har vi valgt at kalde for Kofoeds Kodeks.
Fotos på denne side: Anders, Torben Pedersen, Hasse Borg Søegren