Fra kontanthjælp til fleksjob

Martin Lawrence har altid haft et brændende ønske om at stå på egne ben. Social angst og den psykiske lidelse skizotypi har gjort det svært at opnå. Efter år i ‘systemet’ har Martin endelig fået en afklaring og arbejder i dag som servicetekniker på fleksjob-vilkår hos Siemens Mobility. Kofoeds Skole har ifølge ham selv spillet en afgørende rolle i rejsen fra kontanthjælp til fleksjob.

På Ballerup Boulevard, lige overfor Vestforbrændingen, ligger en kobberrød bygning, med gule døre og et stort, grønt ‘L’ over indgangpartiet. Bygningen huser Kontrol- og Vedligeholdelsescenteret for Hovedstadens Letbane. Her skal den kommende letbane styres fra, når den fra efteråret 2025 skal transportere folk på tværs af hovedstadsområdet. I hjertet af bygningen – lige over det 9000 kvm store værksted, hvor letbanetogene vedligeholdes – har 33-årige Martin Lawrence sin daglige gang. Det har han haft i omkring et års tid. Men før det faste job lå årevis af usikkerhed i det offentlige system.

Jeg havde mange problemer med social angst, og det meste af mit liv har jeg haft en følelse af, at jeg ikke var god nok til verden. Jeg lider af det, der hedder skizotypi – en slags skizofreni-light, kan man også kalde det. Det gør, at jeg har nogle ruminerende tanker, der ikke er særlig gode for mit mentale helbred. Især ikke når man, som mig, er en person, der isolerer sig selv og ikke har en stor omgangskreds.” fortæller Martin.

Systemet skal ikke redde min røv

Martins sygdom gjorde det svært for ham, at være i ordinær beskæftigelse. Drømmen om en karriere i Forsvaret måtte han skyde en hvid pind efter. Den blev erstattet af udsigten til et liv på offentlig forsørgelse. En fremtid som lå meget langt fra Martins værdisæt.

“Jeg har altid været opdraget til at være meget selvstændig og altid haft ideen om, at jeg gerne vil klare mig selv. Jeg vil ikke være afhængig af, at jeg skal låne penge af andre, eller at systemet kan redde min røv, hvis der er et eller andet der går galt.fortæller Martin.

Tiden i kontanthjælpssystemet sled hårdt på Martin. Til sidst blev Martin tilknyttet psykiatrien, hvor han var i behandling i et halvt år. Så blev han sendt ud på Kofoeds Skole.

Du kan mere end du selv tror

Kofoeds Skole er et socialt tilbud til voksne mennesker, som står udenfor arbejdsmarkedet. Her kan man indgå i undervisnings- og arbejdsfællesskaber med andre voksne. Martin begyndte som ‘elev’ i Kofoeds Skoles Medieværksted én dag om ugen.

“I starten var målet med at være på Kofoeds Skole, at begynde at have en hverdag og have noget at stå op til. Noget, hvor min hjerne blev udfordret, så jeg ikke bare sidder derhjemme og bliver til en ‘sofakartoffel’. Stille og roligt blev jeg hjulpet til at snakke med nogle af de andre på værkstedet og vise nogle af de evner og skills jeg har.”

Imens fortsatte Martins sag i det offentlige system, hvor han forsøgte at blive tilkendt fleksjob. Men fremdriften i sagen gik langsomt. Martin begyndte at komme oftere i Medieværkstedet. Deltagelsen i arbejdsfællesskabet hjalp med at holde de negative tanker fra døren: “Mange mennesker ender med at sidde i en lukket tanke-cirkel, hvor man ender med at nedgøre sig selv til, at “du kan ikke noget” og “du er ikke noget værd”. fortæller Martin, Jeg føler, at jeg har bevist mange gange ude på Kofoeds Skole, at jeg kan en masse ting. Jeg kan fungere. Jeg kan arbejde. Jeg kan være en del af et team. Ja bare generelt “kan” – i stedet for at være en person, der siger: “Jeg kan ikke”

Hør Martin Lawrence fortælle om rejsen fra kontanthjælp til fleksjob i videoen.

Du er god nok som du er

Martin endte med at være på Kofoeds Skole i fem år. Den 17. august 2023 blev han tilkendt fleksjob 15 timer om ugen. Et halvt år efter startede han som servicetekniker hos Siemens Mobility, hvor han stadig er i dag.

“Kofoeds Skole har været en fantastisk stepping stone. Det har givet mig fundamentet til at kunne starte på et fast arbejde.” Og det er ikke det eneste, Martin har taget med sig fra sin tid på Kofoeds Skole: “Jeg har lært, at hvis jeg rækker hånden ud og siger jeg har brug for hjælp; så er der som regel nogen der rent faktisk lytter og kan guide dig ind på en en bedre rute, end den du måske er på.”

Og drømmene om en fremtid med nye mål og milepæle er også vendt tilbage. “Fremtiden ser mere overkommelig ud end den gjorde da jeg sad på kontanthjælp. Jeg er stille og roligt i gang med en opsparing, for at få taget et kørekort.” fortæller Martin og giver et råd videre til andre, der føler, at de sidder fast i livet: “I langt de fleste tilfælde, Så er dét, at du gør, hvad du kan; Det er godt nok. Og husk at fortæl dig selv, at du er god nok, som du er.”

Om Kofoeds Skole

Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.

Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.

Foto og tekst: Hasse Borg Søegren