Man kan nemt falde i en fælde, hvor man mister fokus og ubevidst bevæger sig væk fra sine kerneområder, når både arbejdsmetoder og de fysiske rammer, man har været vant til at agere i, ændrer sig markant for en afdeling. I ”Modtagelsen” byder fremtiden på en masse nye udfordringer og opgaver, men teamleder Marie Louise Damgaard og hendes kollegaer glæder sig til at hjælpe Kofoeds Skoles socialt udsatte elever med socialrådgivning i andre omgivelser og på anderledes måder fremover.
Hele Kofoeds Skole er inde i en kæmpe forandringsproces, hvis kulmination lurer lige om hjørnet når ombygningen er færdig, og det mærker man også meget til hos de ansatte i Modtagelsen, der oftest er det første sted, de socialt udsatte brugere møder, når de træder ind ad døren med et råb om hjælp.
Marie Louise Damgaard er teamleder i netop Modtagelsen, der blandt står for socialrådgivning på Kofoeds Skole, og hun imødeser fremtiden med stor spænding og optimisme. Ikke mindst fordi, at man – lige som resten af skolen – skal til at åbne sig mere op, komme ud af kontorerne og i højere grad møde brugerne i åbne fora på de kommende spritnye fællesarealer.
Det er der, ifølge Marie Louise, både fordele og ulemper ved.
”Der kommer til at være en markant ændring for os og den måde, vi udfører vores arbejde på. Alt det, som fremtiden bringer her på Kofoeds Skole med nye tilbud og andre måder at gøre tingene på, ligger fint i tråd med, at vi fremover i højere grad skal rykke socialrådgivningen her på stedet væk fra kontorerne og ud på fællesarealerne i det, vi kalder ”Kofoeds Kant”, som bliver vores nye reception og modtagelsesområde ud mod Holmbladsgade. Det er vi en stor del af.
Det er bestemt en balancegang, så vi skal også bevare de lukkede kontorer. Rigtig mange af vores elever er meget vanemennesker – også i forhold til, hvad en socialrådgiver er – så hvis vi bryder for meget ud af rammerne og tilbyder noget, der er for ukendt for eleverne, så bruger de os ikke. Der er rigtig mange elever som meget nemmere kan forholde sig til, at der sidder en socialrådgiver på et kontor, man går ind, får råd, hjælp og vedledning, og går så ud igen.
Men omvendt er der også en gruppe elever, som har det så svært med at forholde sig til deres økonomi eller lovgivningsmæssige status og som har så svært ved at opsøge hjælpen selv, at vi i fremtiden i højere grad kan imødekomme dem ved at drikke en uforpligtende kop kaffe nede i den nye kaffebar og lige få en sludder om, hvordan det går – i andre rammer end hidtil.
Der skal ikke foregå personfølsomme samtaler i et åbent forum, men vi ændrer altså på- og dyrker relationen mellem elev og socialrådgiver ved fremover også at møde dem andre steder, for relation kan være svær at opnå, når man sidder på et kontor.
Vi har vores gengangere her på afdelingen og vi har mange, som vi har gode relationer til, men det er primært dem, som kan finde ud af at komme herned selv. Dem med en slags blokade, som ikke kan det, selvom de har været her før og ved, hvor vi sidder – dem bliver vi nødt til at møde på en anden måde”, fortæller Marie Louise.
For hende og hendes kollegaer gælder det i den kommende tid om at holde tungen lige i munden. Alle de nye spændende ideer, tiltag og arbejdsmetoder må nemlig endelig ikke fjerne fokus fra det, der er i sidste ende er det vigtigste: At kunne yde eleverne den allerbedste støtte med udgangspunkt i hjælp til selvhjælp.
”Noget af det, der er vigtigt for mig som teamleder – og som i øvrigt altid har været det – er, at vi ikke går på kompromis med vores faglighed. Det kan godt være, vi flytter socialrådgivningen ud af kontorerne, men det må ikke fjerne fokus fra vores kerneopgave her i afdelingen, at vi skal gøre tingene på nye måder. Det kan man hurtigt komme til at opleve midt i sådan en stor forandringsproces”, betoner Marie Louise Damgaard.
Kan du beskrive det nye ”Kofoeds Kant” og jeres rolle dér?
”Det bliver et multirum, hvor der både er reception og hvor man kan blive mødt med informationer som bruger, men hvor der som nævnt også er kaffebar og andre sociale aktiviteter. Mange af disse ting kommer vores afdeling til at stå for – i hvert fald at facilitere dem. Det vil sige, at det er op til os at få skabt et rum dernede, der rummer alle de målgrupper, vi har, og som tilbyder alle de målgrupper noget, de har behov for”, fortæller afdelingslederen.
Det kræver helt specielle kompetencer og menneskelige egenskaber at være en del af socialrådgivningen på Kofoeds Skole, men man er meget bevidste om, hvor meget man skal hjælpe eleven i de enkelte tilfælde og hvor grænsen går, før der skal andre professionelle kræfter til.
”Vi arbejder meget relationelt, så på den måde grænser vi til det pædagogiske og nogle gange også til det terapeutiske – og det skal vi også gøre. Vi er dog meget opmærksomme på, præcis hvad vores rolle som socialrådgivere er. Hvor ofte kan og skal vi egentlig sidde og tale med folk om deres ”ondt i livet”? Der er mange udsatte som gerne vil ned til os og tale om det hele, men da er det jo vigtigt, at vi er vores faglighed bevidst og kan gennemskue, hvornår vi er nået til et punkt, hvor vi simpelthen ikke kan hjælpe personen yderligere og der skal en specialist på banen.
Med alle de nedskæringer, der er ude i samfundet, så er det ofte svært for folk at finde hjælp andre steder. Og hvor går man så hen? Man tager herud på skolen, fordi der altid er en åben dør. Der bliver skåret ind til benet derude, og det er en stor udfordring i fremtiden, at vores elevers problemstillinger er, oplever jeg, tiltagende komplekse.
Når folk kommer ind, så afdækker vi, hvad vi kan hjælpe med og hvad vi bliver nødt til at føre personen videre til af andre sociale tilbud. Men det stiller samtidig nogle høje krav til os om at være meget vidende – at være en slags generalister – og det prøver vi at imødekomme så godt som muligt. Når der så ovenikøbet sker en massiv forandring på ens arbejdsplads, hvor man får nye roller og skal arbejde på nye måder, så skal man virkelig huske på at bevare fokus”, siger Marie Louise Damgaard, som også beskriver en anden markant forskel på hendes medarbejderes arbejde i forhold til ”typiske socialrådgivere”.
”Jeg synes, vi har en markant anden rolle her. For det første fordi, vi ikke har nogen myndighed og myndighedsudøvelse. Vores rolle er derfor som udgangspunkt at være elevens ”advokat”. Man kan sige, at det, at komme til os som elev, primært handler om, at ”få nogen på sin side””.
Hvad hjælper i dem så konkret med?
”Vi tager altid udgangspunkt i hjælp til selvhjælp, og nogen elever kender vi godt nok til at vide, at det her kan de godt selv. Vi rådgiver vedkommende om rammer, lovgivning osv., men opkaldet til for eksempel kommunen eller initiativet tager eleven selv.
Så er der andre, som nærmest er så traumatiserede og så stressede af systemet, at noget så enkelt som at et oplysningsbrev har givet dem ondt i maven hele weekenden. Med de elever starter vi et andet sted. Vi tager over, ringer for dem og forsøger at styr på deres sag for at give dem fred i sjælen, men der er altid fokus på at tingene så vidt muligt skal tilbagedrages til eleven, og så mødes vi og samler op og bygger derfra”, fortæller Marie Louise.
I det hele taget er feedback og opsamling en rigtig vigtig ting for teamlederen – men det går begge veje. Brugeren skal have noget ud af hjælpen, men man sikrer sig i lige så høj grad, at socialrådgiveren får en vurdering fra eleven af, i hvor høj grad hjælpen har virket efter hensigten.
”Noget af det, vi arbejder med her på afdelingen, er, at være mere metodisk funderede. Det gælder blandt andet ”FIT-metoden”, og nu skal jeg passe på at det ikke bliver for tørt, men det står for ”Feedback Informed Treatment” og er en terapeutisk metode, som man også har lagt over på det sociale område. Det, der er det vigtigste ved den, er, at man skaber en ligeværdighed mellem elev og rådgiver ved, at eleven giver rådgiveren feedback.
Det må være en grundpræmis i vores arbejde her på skolen og i vores afdeling, at vi netop møder hinanden i en ligeværdig relation. Det er lige så meget rådgiveren, som skal leve op til noget og præstere som eleven”, fortæller Marie Louise Damgaard.
Eleverne er jo ofte meget myndigheds-sky. Er de trygge ved jer og jeres arbejde?
”Nogle er og nogle er ikke. Flere ved udmærket, hvad de kan bruge os til og kommer også flere gange dagligt. Enkelte bruger os faktisk FOR meget, fordi det er et nemt sted at finde hjælp. Men i forbindelse med dem, som ikke er trygge, da er der to udfordringer. Den ene er, at de identificerer det at være socialrådgiver med en form for myndighed, selv vi ikke er det. Det at komme ind på et kontor med et skrivebord og en computerskærm, hvor døren bliver lukket og hvor vi noterer ting ned, kan være angstprovokerende i sig selv.
Den anden er, at vi har rigtig mange elever her, som har så store, ophobede sociale problemer, at det er en kæmpe opgave for dem at tage hul på det. Det er grænseoverskridende i sig selv, for hvad kommer der ikke op til overfladen? Svigtende helbred, dårlig økonomi, familieproblemer – you name it. Der er rigtig mange ting, som de gennem mange år har lagt låg på. De skal derfor mødes pædagogisk og vide, vi står ved deres side.
Nogle gange er der kommet folk op til mig med to store skraldesække fyldt med papirer, hvor de har sagt: ”I dag stod jeg op og tænkte – NU gør jeg det”. Så står de bare på mit kontor med med to års regninger, og stod det til dem, så kunne jeg sortere det, mens de selv flygtede langt væk.
Det er lige præcis denne sidste gruppe, vi fremover vil imødekomme på en bedre måde ved at møde dem i nye rum og dermed vise dem, at vi slet ikke er så farlige”.