Kom indenfor!
Kofoeds Skoles høringssvar til velfærdsreformen er en invitation. En invitation til at se, hvad et hus for mennesker i udsatte positioner også kan være. Her er høringssvaret fra Kofoeds Skole.
Kofoeds Skole takker for muligheden for at afgive høringssvar til ovenstående lovforslag.
Kofoeds Skole har bl.a. via Københavns Kommunes Udsatteråd bidraget aktivt med udarbejdelse af et samlet høringssvar. Kofoeds Skole ønsker at supplere med endnu et høringssvar for at give en åben invitation til et besøg, der særligt vil kunne inspirere til Gadens Huse i København.
Kofoeds Skole støtter i høj grad værdighedsreformens ambition om, at mennesker i udsatte positioner skal hjælpes, der hvor de er. Har du brug for hjælp, skal du mødes med værdighed, sammenhæng og tilgængelighed frem for krav og strukturelle barrierer.
Kofoeds Skole: Gadens Hus på Holmbladsgade
På Holmbladsgade på Amager ligger en af Kofoeds Skoles afdelinger, der årligt møder tusindvis af mennesker i udsatte livssituationer. Kofoeds Skole tilbyder også boliger til unge hjemløse i København og har derudover afdelinger i Aarhus, Aalborg og i Nuuk.
Som det fremgår af høringssvar fra Udsatterådet i København, mener Kofoeds Skole ikke, at ét samlet Gadens Hus vil være hensigtsmæssigt i en by som København. Byens store geografiske udstrækning og de forskellige udsatte målgruppers meget forskellige behov taler for, at der etableres flere huse (eller satellitter) forskellige steder i byen, som hver især kan tilpasses de borgere, der bruger dem, frem for at én model skal dække alle.

Kofoeds Skole er et Gadens Hus, hvor man kan komme direkte fra gaden og få hjælp
Kofoeds Skole på Holmbladsgade er et stort , uvisiteret, multifacetteret og gratis tilbud. På mange måder er Kofoeds Skoles afdeling på Holmbladsgade derfor et rigtigt Gadens Hus – med mange års praktisk indsamlet viden og erfaring. Det er den erfaring, vi med dette høringssvar gerne vil bidrage med i det kommende arbejde med værdighedsreformen – og herunder i overvejelserne om, hvordan Gadens Huse med fordel kan etableres, når værdighedsreformen skal udmøntes.
De tusindvis af elever, der årligt kommer på Kofoeds Skole på Holmbladsgade, lever i hjemløshed, med psykisk sårbarhed, ensomhed, økonomiske problemer eller andre former for social udsathed. Størstedelen er arbejdsløse, førtidspensionister eller på anden overførselsindkomst og fælles for alle er, at de har brug for et uvisiteret, åbent og gratis tilbud, hvor de kan komme direkte fra gaden og få den hjælp, de har brug for – når de har brug for den. Det betyder også, at Kofoeds Skole på Holmbladsgade modtager mennesker fra en bred vifte af forskellige kommuner.
Gadens Hus – få den hjælp, du har brug for
På Holmbladsgade kan man på én og samme matrikel uvisiteret få dækket en række forskellige behov og samtidig tage del i aktiviteter, der peger videre og styrker det enkelte menneskes livssituation. Kofoeds Skole på Holmbladsgade tilbyder helt gratis, at man kan komme direkte fra gaden og tage et bad, vaske sit tøj og få et måltid mad. Man kan få ordnet sine tænder, tale med en læge og få uvildig socialrådgivning og juridisk hjælp. Man kan få hjælp med brobygning til myndigheder og andre relevante samarbejdspartnere og man kan træne i et fitness-rum, deltage i sociale og kulturelle aktiviteter, arbejde på 16 forskellige værksteder eller tilmelde sig et eller flere af de over 100 forskellige kurser, som Kofoeds Skole tilbyder.

Kofoeds Skole tilbyder rådgivning fra Kofoeds Skoles socialrådgivere og huser tandlæge, læge, psykiater og advokat
Alt i Gadens Hus på Holmbladsgade er gratis og kræver ingen visitation. Kom direkte som du er, bliv mødt med anerkendelse og nysgerrighed, og vær en del af Kofoeds Skoles åbne tilbud for mennesker i udsatte positioner. Tilgangen på Kofoeds Skole i Holmbladsgade er princippet om hjælp til selvhjælp, hvor eleverne støttes i at bidrage til fællesskabet med afsæt i deres forskellige og individuelle evner og ressourcer.
Kofoeds Skole er på den måde et bredt og sammensat tilbud af en række forskellige muligheder, hvor professionelle ansatte møder mennesker i meget udsatte positioner. Dette møde lykkedes ofte med at skabe nye, relevante og udviklende rammer og forløb med blik for det enkelte menneskes ressourcer, ønsker og muligheder. På den måde lykkedes det i al beskedenhed for Kofoeds Skole i Holmbladsgade at være et Gadens Hus, der tilbyder et relevant og værdigt rum for mennesker i udsatte positioner – og det er netop den erfaring, vi meget gerne vil dele ud af.
Kære samarbejdspartnere, politikere, embedspersoner og andre gode folk. Kom og besøg Kofoeds Skole i Holmbladsgade og se et velfungerende Gadens Hus. Mød medarbejderne og se værkstederne, undervisningen og fællesskaberne. Få viden om, hvordan vores åbne rådgivning, sundhedstilbud, praktisk hjælp og deltagelse kan eksistere side om side, og lad os tale om, hvad der virker, hvad der er svært, og hvad næsten 100 års erfaring har lært os.
Velkommen til Kofoeds Skole!
Mange hilsner – på vegne af Kofoeds Skoles store hold
Stinne Hjorth-Andersen
Forstander

