Lederen af socialpsykiatrien på Langeland, Ole Sørensen, der med tilnavnet ”Rebellen” blev allemandseje i en populær DR1-dokumentarserie om ham og hans arbejde for samfundets svageste, deler Kofoeds Skoles principper, værdier og tænkning. Han føler derfor, at det ”var som at komme hjem”, da han i februar kom forbi hovedsædet på Amager for at give foredrag for elever og ansatte.

Han slænger sig selvsikkert på stolen iført sine sorte jeans og sin forvaskede t-shirt. Ligner lidt en hybrid mellem en ældre, garvet punkmusiker, rockbandet ZZ Tops falske fætter og en pensioneret langturschauffør som han sidder dér med sit karakteristiske krusede, grå hår, der sidder bundet i en lang hestehale i nakken, og det store julemandsskæg med de brunlige nuancer, der som et vildt vandfald flyder oprørsk ned fra hans veltalende mund.

Han minder på ingen måde om en TV-stjerne, men det er ikke desto mindre, hvad 62-årige Ole Sørensen blev, da at han i sin egenskab af leder af dels socialpsykiatrien på Langeland og dels bo- og værestedet ”Hjørnet”, beliggende i øens hovedstad Rudkøbing var hovedperson i en række meget debatskabende DR1-udsendelser med titlen ”Rebellen fra Langeland”.

Præstationsangst
Nu er han her endelig – rebellen. Efter lang tids tilløb besøger den joviale, sociale oprører Kofoeds Skole i København for første gang og er netop blevet vist rundt af forstander Robert Olsen. Ole har dermed fået et unikt indblik i et sted, som han – selv om han aldrig har været her før – på en eller anden forunderlig måde føler en tæt tilknytning til. Mange af hans værdier, holdninger og arbejdsmetoder minder således om dem, der ligger til grund for Kofoeds Skole.

Ole har selv brugt det meste af sit liv på at kæmpe for retfærdighed og gode oplevelser for samfundets svageste. Alligevel er dagens prominente gæst lettere nervøs forud for det foredrag, han kort efter skal give for ansatte og elever på Kofoeds Skole. ”Jamen, der går da præstationsangst i den. Nu skal jeg fortælle nogen, der ved det meget bedre end mig, hvad socialt arbejde er for noget. For det kan godt være at det, jeg gør, er socialt arbejde, men jeg fokuserer jo også på mange andre ting: Psykiatri, misbrug, hjemløse, handicappede, hjerneskadede – jeg har at gøre med alle typer af det, vi i dag kalder udsatte borgere. Det er jo ikke bare nogle, som kan komme ud i arbejde, hvis de tager sig sammen. Det er altså også nogle, som ikke kan noget som helst. Derfor er det trods alt en lidt anden verden end her på Kofoeds Skole, så af den grund tænker jeg, at det, jeg vil bruge mest tid på i dag, er, hvad det er for et sted, jeg selv har startet, hvor jeg jo ligesom Kofoeds
Skole gerne vil have, at det er borgerne, som kommer frem af sig selv og tager scenen”, siger Ole Sørensen med klar reference til Kofoed-mantraet ”Hjælp til selvhjælp”.

Boghandlerens prik på skulderen 
Der er altså beviseligt en form for symbiose mellem Ole Sørensens værdier og de Kofoed’ske ditto, men han har ikke altid kendt til, at det forholder sig således. Faktisk er det ikke mere end nogle få år siden, rebellen ved et tilfælde fandt ud af, at skolens principper mindede meget om hans egne. ”Vores lokale boghandler på Langeland, som har fulgt mig i gennem mange år, og en af hans venner havde flere gange siddet og snakket om bogen ”Kofoeds Skoles historie” (af Ole Meldgaard, red). De fortalte mig så for nogle år siden at det, der står i den
bog, stemte meget godt overens med de ting, jeg gør. Kofoeds Skoles principper og værdier minder om mine, lød det. Tænkningen er næsten den samme. Derfor skulle jeg selvfølgelig have bogen, og så har den faktisk fulgt mig lige siden. Det er jo ikke fordi, jeg kan den udenad, men den er god at slå op i en gang imellem og så bare lige dvæle ved om det, jeg står og siger, nu også er rigtigt. Så når nu du spørger mig, hvad mit forhold til Hans Christian Kofoed er, så er vores ”forhold” blevet til via en bog”, smågriner Ole.

Gnist og energi i systuen
Men det er ikke kun bogen og Kofoed Skoles grundprincipper, den langelandske særling er fascineret af. Rebellen blev også særdeles imponeret af det, han så med sine egne øjne, da han blev ført rundt i alle afkroge af Kofoeds Skole – heriblandt de forskellige værksteder. ”Det her er et fantastisk sted. Og det, der slår mig mest, er, at der er energi hele vejen rundt. De ansatte her på stedet som jeg har mødt – blandt andet i systuen – har en gnist i sig, og de har nogle gode historier med sig. De historier, de fortæller, er ikke de dårlige historier, men de gode historier. Det er dem, der er med til at få det hele til at vokse”, siger Ole Sørensen.

Flæskestegen fylder huset
Besøget på værkstederne på Amager har formentlig fået Ole Sørensen til at sukke af misundelse. På mange måder og områder minder hans hjertebarn ”Hjørnet” på Langeland nemlig lidt om Kofoeds Skole – bare i en langt mindre målestok. Det giver udfordringer, for pladsen hos rebellen er meget trang. ”For eksempel har vi også haft et træværksted, lige som I har her på skolen, men
det var vi nødt til at putte ind i metalværkstedet, fordi der ellers ikke var plads. Der er en del ligheder. I har kor og sang. Det har vi også. I har cykelværksted. Det har vi også. Men der er så sandelig også mange forskelle. Vi har i modsætning til jer folk til at bo på stedet, som jo ikke – ligesom mange elever på Kofoeds Skole – er mennesker, der forhåbentlig engang kommer i gang med at
arbejde. Nogle af de mennesker, som bor på Hjørnet, de er sgu meget ramt af deres psykiske sygdom.

Men min filosofi er så, at jeg har såkaldte dagbrugere, som kommer ind og er på stedet i hverdagene for at skabe lidt liv. Det er utroligt forskelligt hvor mange dagbrugere, der kommer. Det svinger. Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag er der sund mad – de dage kommer der ikke så mange. Fredag serveres der flæskesteg med rødkål og brune kartofler, så da er huset helt fyldt, ha-ha.“

Vil beholde sin frihed
Det ligger næsten i ordet rebel: Ole Sørensen er lidt af en ”ballademager”, som gør tingene på sin måde. En mand, der stikker ud, og som har en alternativ tilgang til tingene. En gut, som ikke går på kompromis med sine principper og holdninger. Men selv om en person med hans aura, karisma og stålfaste vilje til at gennemføre ting og sætte sit præg og aftryk sikkert kunne blive en glimrende politiker, ligger det ham faktisk overraskende meget fjernt. ”Jeg har det ikke så godt med politik. Jeg har mine holdninger. Men det med eksempelvis partipolitik kan jeg slet ikke. Jeg er faktisk blevet opfordret til at stille op til lokalpolitik i Svendborg, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville komme ind, hvis jeg kom på valg, men det er bare ikke mig, for så skal man indordne sig“, siger Ole.

Han er også en eftertragtet herre blandt foreninger og institutioner, der håber at indfange ham som en slags ambassadør eller blikfang. ”Jeg er ofte blevet spurgt af en lang række organisationer, om jeg vil være med i deres klub, men det har jeg takket nej til, fordi jeg gerne vil beholde min frihed. Hvis jeg først begynder at melde mig ind i en eller anden specifik forening, så skal jeg til at promovere lige netop dem. Jeg vil gerne profilere dem, der har brug for at blive profileret – det vil sige ALLE typer af udsatte. Jeg gider ikke at signalere, at man ønsker at tage sig mere af den ene gruppe frem for den anden“, fortæller Ole, inden han når at give en smuk afskedssalut til sin artsfælle: ”Det har været skønt endelig at se Kofoeds Skole. Der er, som at komme hjem”.