Fra hjemløsereform til virkelighed
Den 1. juli 2023 trådte en ny hjemløsereform i kraft. Nu bliver hjemløsereformen til virkelighed i Kofoeds Skoles tilbud til unge hjemløse.
I 2023 blev en ny hjemløsereform vedtaget, som trådte i kraft d. 1. juli 2023. Det betyder en ny virkelighed i forhold til Kofoeds Skoles hjemløsearbejde. Centralt i den nye hjemløsereform er princippet om Housing First.
I Housing First tilgangen tilbydes den hjemløse borger først en bolig og modtager så individuelt tilpasset støtte med afsæt i den enkeltes drømme, ønsker og håb for fremtiden. Det er en tilgang der virker. Danske erfaringer viser, at 8 til 9 ud af 10 er i boligen efter 3 år, mens de resterende har brug for en anden løsning.
“Vi ved, at lange ophold i midlertidige boformer i nogle tilfælde kan få de unge til at miste modet, på vej mod målet.” fortæller socialrådgiver Fanny Krebs, der til dagligt er tilknyttet Kofoeds Skoles Ungdomsboliger – et §110-botilbud til unge hjemløse. “Ved de nye tiltag i reformen, håber vi, at de unge hurtigere får mulighed for at komme ud i en passende bolig/botilbud med den rette støtte.”
Hvad er Housing First?
Denne video giver en kort introduktion til, hvad Housing First er og hvilke elementer der er vigtige.
Skriftlighed, samarbejde og socialfaglige resurser
Arbejdet med den nye hjemløsereform kæver et større fokus på afklaring af den hjemløse borgers behov, og dermed skriftligheden og det socialfaglige og pædagogiske arbejde. En anden vigtig ingrediens for at få reformen til at lykkedes er samarbejdet med kommunens sagsbehandlere. Det kræver gode relationer og god forberedelsestid.
“Vi har de sidste syv måneder arbejdet intensivt for at blive klar til den nye reform. Det har været en spændende proces hvor vi tværfagligt har skulle udvikle redskaber og nye arbejdsgange”, fortæller socialrådgiver Fanny Krebs. “Vi skal i samarbejde med den unges handle-kommune nu arbejde målrettet for, at den unge opnår sine mål. Vi har allerede haft flere gode samarbejdsmøder med vores største samarbejdspartner: Hjemløseenheden i København.”
Målet med de nye tiltag er, at:
- Akut unge hjemløse kan indskrives hurtigt (gerne på samme dag)
- At der straks ved indskrivning tages kontakt til kommunen
- At der i forbindelse med indskrivning bliver planlagt et individuelt sagsforløb, hvor kommunen involveres med henblik på at udforme er handleplan og bo-indstilling
“Vi ser frem til at de unge i KSU, forhåbentlig vil opleve en effektiv sagsbehandling, og kortere ophold i tilbuddet.” fortæller Fanny Krebs.
Opskriften på succes?
Arbejdet med den nye reform er nu skudt i gang. Succesen afhænger dog også i høj grad af om der kan findes boliger og andre botilbud til de hjemløse.
“Vi kan godt have en lille bekymring, med hensyn til kapacitet på de egnede §107-tilbud, som kommunerne ønsker at benytte. For en stor del af vores unge vil tilbud om studiebolig, samt udslusningsholdigere være et meget fornuftigt match. Men der er fortsat en en gruppe af vores unge, der har behov for en ordinær bolig, med støtte, uden yderlige krav og forandringer på sigt. Dem håber vi stadig der vil tages hensyn til.” fortæller Fanny Krebs
I Kofoeds Skoles Ungdomsboliger er fokus at hjælpe den unge gennem det relationelle og botræning. Men mulighederne for dette bliver anderledes når opholdet på herberget forkortes.
I reformen ligger dog også muligheden for at personalet fra KSU kan fortsætte med at give støtte, når den hjemløse er kommet ud i egen bolig. Alle medarbejder i Kofoeds Skoles hjemløsearbejde er ved at færdiggøre en diplom uddannelse i Housing First og bostøtte, så de har de faglige kompetencer, som hjemløsearbejdet kræver i fremtiden.
“Flere af de unge har allerede ønsket at benytte kontakt personalet til støtte i egen bolig.” fortæller Fanny Krebs. “Vi skal være klar til at yde bostøtte for de unge, der ønsker at fastholde os og den relation vi har opbygget.”
Fakta om Kofoeds Skoles Ungdomsboliger
- Kofoeds Skoles Ungdomsboliger er en samlet betegnelse for Kofoeds Skoles botilbud til unge, som er akut hjemløse (§110)
- Du skal visiteres til at bo på Kofoeds Skoles botilbud til unge hjemløse.
- Kofoeds Skoles Ungdomsboliger dækker i alt 45 pladser, fordelt på klubværelser og ungdomsboliger. Geografisk er de placeret i fire villaer på Amager, samt en række klubværelser på Christianshavn
- Takstbetalingen er en § 110 takst, som følger den gældende finansieringsbekendtgørelse. I 2024 udgør kommunebetalingen 638,71 kr./dag for klubværelser og 856,63 kr./dag for ungdomsboliger. Der ud over kommer borgerens egenbetalingen.
Fotos: Kofoeds Skoles arkiv og Steven Biccard