Få hjælp til at komme videre
“Mit liv var pillet helt fra hinanden, og jeg stod på helt bar bund. Der skulle bare ske noget nyt i mit liv. Så var det Kofoeds Skole, der greb mig.”
”Det er rart at komme ud og lave noget, i stedet for at sidde derhjemme og tænke på alt det man ikke kan. Der er meget anerkendelse. Det er virkelig fedt når man ikke har fået dét så meget i sit liv, fordi man har fucked op.”
“Jeg har følt mig meget velkommen i Café Himmelblå og lært rigtig meget. Ting jeg kan bruge hjemme hos mig selv – med min familie.”
”Vi har alle sammen noget i bagagen. Din historie er en del af dig og her får du lov at komme som du er. Du skal ikke forsvare, eller forklare dig.”
”Her kan man arbejde i sit eget tempo. Det giver en god følelse af ro og mulighed for at komme i gang igen. Hvad er det, der skal til for at jeg bliver klar til at komme ud på det reelle arbejdsmarked?”
Få en rundvisning på Kofoeds Skole
Hvis du overvejer at starte på Kofoeds Skole, kan du komme på en gratis, guidet rundvisning i vores tilbud.
Hver fredag kl. 10.00 viser en af vores brugere rundt og fortæller om Kofoeds Skole fra deres eget perspektiv.
Du skal ikke tilmelde dig rundvisningen, men bare møde op i vores reception i Kofoeds Kant på Holmbladsgade 120 for at komme med.
Rundvisningen varer cirka en time.
Sådan hjælper vi
På Kofoeds Skole er vi sammen om at skabe et rummeligt og omsorgsfuldt fællesskab. Et frirum, hvor du kan finde ro og tid til personlig udvikling. For eksempel ved at deltage i vores omsorgsfulde arbejdsfællesskaber og undervisning, eller ved at få personlig rådgivning og støtte.
Hjælp til Selvhjælp
Grundtanken i vores arbejde er overbevisningen om, at ethvert menneske glædes og vokser, når det får mulighed for at skabe og tage ansvar for eget liv. Alle mennesker er forskellige og derfor tilrettelægger vi sammen et individuelt forløb, hvor du får de bedste muligheder for at udvikle dig personligt, fagligt og socialt. Den metode kalder vi for ‘Hjælp til Selvhjælp’.
Kofoeds Skoles værksteder
Vil du prøve, hvordan det er at arbejde med et fag, samtidig med, at du styrker dine sociale og personlige færdigheder?
I Kofoeds Skoles værksteder bliver du en del af et omsorgsfuldt arbejdsfællesskab, hvor du – sammen med andre deltagere og medarbejdere – løser fælles arbejdsopgaver.
Undervisning
Vil du mærke glæden ved at lære noget nyt, samtidig med, at du skaber netværk og venskaber?
Hvert år tilbyder vi mere end 200 kurser i alt fra musik, motion og mindfulness til madlavning, billedkunst og dansk sprog. så der er god mulighed for at du kan finde noget der passer til dig – uanset om du er begynder eller øvet.
Særlige indsatser
Grønlændere
Alt for mange mennesker fra Grønland lever i socialt udsatte positioner.
Kofoeds Skole tilbyder blandt andet et særligt mødested til dig der har grønlandsk baggrund og lever i en udsat position.
Unge hjemløse
Unge hjemløse er en særligt udsat gruppe af mennesker i samfundet.
Derfor har Kofoeds Skole en række tilbud for unge hjemløse, herunder et anonymt kontaktsted og et midlertidigt botilbud.
Fotos på denne side: Hasse Borg Søegren, Sofia Busk, MH, Robert Hjortshøj