Jord under neglene

Hebba er uddannet fra CBS og har lange naturlige negle. Hun er vild med neglekunst, og vandt for nylig en international konkurrence for naturlige negle med over 3000 deltagere.
Hebba er også tidligere stofmisbruger og elev på Kofoeds Skole.

Fra bogholder til socialt værksted

Stofmisbruget endte med, at Hebba sagde sit job op som bogholder og kom i et afvænningsforløb.

”Det er ikke afvænningen der er det svære – det er perioden bagefter, hvor du føler dig ensom og hele tiden har stoffer på hjernen.” fortæller hun. På misbrugscenteret foreslog Hebbas behandler hende derfor at blive elev på Kofoeds Skole. Hun har nu været clean i tre år.

I starten var det svært at komme på Kofoeds Skole. Hebba skammede sig over sin historie og frygtede, at hun igen og igen skulle forklare, hvorfor hun var på skolen. Men i værkstedet Køkkenhaven mødte hun andre elever med lignende historier. ”Vi har alle sammen noget i bagagen. Din historie er en del af dig og her får du lov at komme som du er. Du skal ikke forsvare, eller forklare dig.” fortæller Hebba ivrigt.

”For os er det vigtigt at tingene foregår i dit eget tempo. Der er god plads til at vælge din egen rolle og glide ind og ud af forskellige fællesskaber. Vi kigger ikke på din historik i ’systemet’ uden dit samtykke. Det menneske der kommer ind ad døren er på den måde et ubeskrevet blad. Så kan du se mennesket præcis som de er nu og du får ro til at fortælle din historie, når du selv er klar.” bekræfter Camilla Hjorth, der er daglig pædagogisk medarbejder i Køkkenhaven. Der kommer 15 – 20 elever om dagen i værkstedet, som arbejder med bæredygtighed, havearbejde og produktion af og med egne råvarer.

Vi reagerer med omsorg

På Kofoeds Skoles arbejdende værksteder samles medarbejdere og elever om at løse konkrete arbejdsopgaver. Værkstederne fungerer som en arbejdsplads, hvor de fælles opgaver danner rammen om det pædagogiske arbejde. Dog en arbejdsplads, som er mere rummelig end de fleste.

Camilla Hjorth har været ansat på Kofoeds Skole i 8 år. I den tid har hun mødt et bredt udsnit af de mennesker der er elever på skolen. Rummelighed og tålmodighed er nødvendigt i mødet med en så bred skare af skæbner, hvor nogle har mere massive udfordringer end andre. Fælles for dem er dog, at de ikke – i øjeblikket – passer ind i samfundets ’normale’ kasser.

”Mange af vores elever oplever at blive umyndiggjort og at deres dømmekraft sættes ud af spil, f.eks. i situationer hvor dét der er vigtigt for dem, bliver underkendt i forhold til dét der er vigtigt for jobcenteret. Så bliver de usikre på, hvordan de gør tingene ’korrekt’ og ofte fostrer det en mistillid til ’systemet’. Der kan vi møde dem på en anden måde. Uden at være en ’trussel’. Der er meget elastik i reglerne her og vi reagerer med omsorg, når det er svært.” fortæller Camilla Hjorth

Et positivt fællesskab

Det har Hebba også mærket. Hun deltog sidste år i den internationale neglekonkurrence NailsLong. Her gror deltagerne deres naturlige negle ud i et helt år og deler billeder af dem via en konkurrenceprofil på internettet for at samle flest stemmer. Sidst på året, hvor neglene var godt lange, var Hebba lige ved at droppe det hele. Heldigvis var der mennesker omkring hende, der kunne støtte. Hendes kæreste Tipu, der også er elev i Køkkenhaven og hendes forældre, som hun bor hos, har været en uundværlig hjælp – og så en god portion selvdisciplin. ”Der er mange ting man ikke kan med negle på 6 – 7 cm” griner Hebba. ”Jeg gjorde det jeg kunne selv og så var folk rigtig søde til at hjælpe”.

”Vi stræber efter at skabe et positivt fællesskab på værkstedet. At komme ind ad døren uden at sige ’Godmorgen’ er ikke en mulighed.” fortæller Camilla Hjorth og fortsætter: ”Og så rummer vi at der er svære dage, hvor humøret og energien ikke er i top. Selv de mest udsatte kan se værdien af et positivt fællesskab og at blive mødt med venlighed og værdighed.”

Hjælp til selvhjælp

Det pædagogiske grundprincip på Kofoeds Skole er ‘Hjælp til selvhjælp’. I praksis betyder det, at eleven selv, i størst mulig grad, skal være den udførende og ansvarlige for at udvikle egne ressourcer og muligheder. Men det betyder også, at der tages udgangspunkt i elevens egne ønsker, interesser og behov i forhold til udvikling.

”Når du starter som elev i Køkkenhaven, så lægger vi praktisk ud med at introducere nogle af de forskellige opgaver vi løser i værkstedet. Vi eksperimenterer lidt og prøver i fællesskab at finde ud af, hvilke opgaver der matcher dine interesser og om værkstedet er det rigtige sted for dig.” forklarer Camilla Hjorth, ”Det er individuelt, hvor lang tid den del af processen kan tage. Når tiden er rigtig, så tager vi en mere formel snak om, at lave en decideret elevplan, hvor vi finder ud af, hvordan arbejdet i værkstedet kan støtte op om dine ønsker om udvikling.”

185.000 stemmer i neglekonkurrencen indbragte Hebba kåringen som ’Worlds Best Nails 2021’. ”Jeg ville ikke kunne have gjort det her for tre år siden. Der har jeg virkelig fået meget ud af, at være elev på Kofoeds Skole, som gør at jeg kan mere selv nu.” I dag kommer Hebba på Kofoeds Skole 2 – 3 dage om ugen. Resten af tiden er hun frivillig barrista i den socialøkonomiske virksomhed Kaffe Karma og arbejder som statist i film og reklamer, hvor hun håber på at gøre karriere.

Fotos: Hasse Borg Søegren