Lige siden åbningen i 1928, har Kofoeds Skole formået at udvikle sig i takt med tidens behov og følge udviklingen i samfundet. Her er en kort gennemgang af skolens historik set i forhold til den socialpolitiske udvikling, som Danmark har været igennem de sidste 90 år.
På Kofoeds Skole er tingene aldrig blevet gjort, som de ’plejer’. For det er der nemlig ikke noget, der hedder på Kofoeds Skole. Skolen er blevet til og har altid udviklet sig ved mødet med mennesker med sociale problemer, og har hele tiden omstillet sig efter de socialpolitiske problemstillinger i samfundet. Især derfor har Kofoeds Skole i alle årene haft en centralt position i en række sociale kriser af stor betydning for samfundet samt formået at reflektere bagsiden af samfundsudviklingen.
”Vor indsats må være dér, hvor vi skal bruges i dag”, sagde skolens grundlægger, Hans Christian Kofoed lige efter krigen i forbindelse med indvielsen af skolens nødherberg for 125 husvilde. ”Det er ikke den afdeling af institutionen, jeg synes bedst om, men jeg er klar over, at den må til. Derfor er den oprettet – og derfor vil den findes, så længe den er nødvendig”.
Fra landbrugets marker til byens gader
Udenfor i København var der i efterkrigsårene fyldt op med hjemløse. En i forvejen meget stor boligmangel blev forværret af en voldsom indvandring fra land til by. Alene i 1945 kom der 19.500 mennesker i alderen 15-24 år til hovedstaden. Året efter steg det tal til 28.600.
Indvandringen skete især som følge af landbrugets mekanisering og overgangen fra et landbrugssamfund til industrisamfund, der viste sig at medføre en af de største socialpolitiske forandringer i Danmark. De unge mennesker – særligt unge mænd – blev sagt op på gårdene og vandrede ofte planløst ind til storbyerne i håb om at finde arbejde. I København sov de i kælderskakter og trappeopgange. Blev de stoppet af politiet og ikke kunne gøre rede for deres bopæl, blev de fremstillet i Dommervagten og forelagt et bødekrav på 30 kr., som de i reglen ikke kunne betale. Bolighajer udnyttede boligmanglen på det groveste ved bl.a. at tage betaling for at lade de unge sove på trapperne, samtidig med at de drev smugkro. 25 øre per nat, koster det. Det viste sig ret hurtigt, at dette miljø virkede demoraliserende på de unge, der ofte blev inddraget i bander, hvor de lærte det kriminelle håndværk.
Derfor faldt naturligt for Kofoed, at det nu var denne gruppe af unge indvandrere, som skolen skulle hjælpe. I efterkrigsårene udgjorde de 80-90 pct. af alle skolens elever. Skolen måtte med andre ord være dér, hvor indsatsen krævede det – og som Hans Christian Kofoed selv udtrykte det; ’måtte vi må kæmpe med de våben, som situationen bød’.
I køen med de lange udsigter
Den egentlige idé til Kofoeds Skole, fik Kofoed i 1928, efter han gennem længere tid havde bemærket hvordan store skarer af arbejdsløse var opstået i de københavnske gader, som en direkte konsekvens af 20’enes og 30’ernes økonomiske krise. Morgen efter morgen mødte de op foran byens fabrikker, i håb om at få arbejde. Men langt størstedelen af dem blev de sendt væk med et; ’ikke flere i dag’, efter arbejdslederen havde udtaget dem, han havde brug for. Nogle blev vrede og bitre, andre mistede selvværdet og troen på et godt og anstændigt liv. Selv stod Kofoed en overgang i de arbejdsløses rækker og her oplevede han på nærmeste hånd, hvor lange udsigterne var til at disse mænd igen at kunne træde ind som borgere i et samfund. Det undrede han dybt, hvordan samfundet havde råd til at lade dem fortsætte på denne måde.
Med skolen ville Kofoed række den arbejdsløse en hjælpende hånd og give dem modet og lyst tilbage, så de atter kunne komme på fode. Hovedindsatsen lå på værkstedsarbejde og undervisning, som kunne dygtiggøre de ledige, men også hjælpe dem af med de ofte forpinte tanker, de gik med, som følge af deres sociale situation.
I begyndelsen fokuserede primært Kofoed på situationen for de enkelte elever og forsøgte så vidt muligt at opmuntre dem hver især. Det gik dog hurtigt op for ham, hvilke sociale forhold, de levede under og hvordan disse påvirkede dem, og han begyndte derfor at arbejde bredere – blandt andet med elevernes sundhedstilstand. De første årtier var elevernes situation præget af elementær fattigdom og dermed også en meget ringe livskvalitet. Soigneringen var som oftest meget dårlig, og Kofoed fik indrettet en hel afdeling, hvor eleverne kunne få et bad og blive barberet og få rent tøj på kroppen.
Én gang gymnastik og ét bad gav eleverne ret til én kop kaffe og ét stykke brød i kantinen. En fodlæge tog sig af elevernes fodvabler, som var et stort problem som følge af dårligt fodtøj og de mange traveture rundt omkring i byen. Kofoed bemærkede også, at de kvindelige elever ofte havde store børneflokke, og han fik derfor en læge til at fortælle kvinderne om prævention og seksualhygiejne samt tilbød dem undervisning i børnepleje, ernæring og ægteskabelige problemer.
Den opsøgende hjælp
Det forøgede fokus på personlig sundhed og hygiejne, medførte også, at skolen fik sin egen læge, som udover almindelige helbredstjeks blandt andet også foretog børneundersøgelser. Kofoed indrettede sågar en Hjemmenes afdeling, hvor fattige familier kunne komme og vaske og tørre deres tøj. Mange mennesker boede i den periode i små slumlejligheder uden tørrekælder. Lejlighederne var ofte meget fugtige, hvilken gjorde, at mange børn led af luftvejssygdomme. Derudover oprettede Kofoed også en husholdningsafdeling, hvor familierne kunne lære at lave billig men sund og næringsholdig mad. Og ikke nok med det, så fik skolen også sin egen børnehave, hvor de små fik mad og mælk og blev stimuleret med leg, sang og fortællinger.
Senere begyndte Kofoed at lave opsøgende arbejde, ved at lade skolens socialrådgivere tage ud i de fattiges hjem, som en slags forløber for hjemmeplejen. En socialrådgiver skrev engang dette i en journal: ’Soveværelset var rædsomt, usandsynligt koldt og mørkt, ingen lagner på sengene. Fru C ejer kun en barneseng og en taburet. Selv sover hun på gulvet på en madras og har en dyne over sig. Fru D fortalte, at man flere gange har desinficeret mod væggetøj. Man har nu givet op over for krybet.’
Nøden i hjemmene var forfærdende, men Hans Christian Kofoed sørgede ligefrem også for, at nogle fattige familier kom på ferie.
Fra ufaglærte til en del af industrien
I efterkrigsårene og den efterfølgende tid med begyndende velstandsstigning, var det helt andre problemer, man stod over for på Kofoeds Skole. I 50’erne gjaldt det om at integrere de mange unge mennesker fra provinsen. De var ofte uuddannede og ufaglærte, og skolen stillede derfor om og indrettede værkstedskurser, hvor eleverne fik et elementært kendskab til maskiner og redskaber samt praktisk og teoretisk undervisning. Alt dette for, at de kunne søge jobs som ufaglærte i den stadigt voksende industri.
Til værkstederne blev knyttet socialrådgivere, som hjalp eleverne med erhvervsvejledning og værelses- og arbejdsanvisning. Værkstedstilbuddene udførte en pionerindsats, idet revalidering af mennesker med sociale handicaps hidtil havde været et stærkt forsømt område. Værkstederne på Kofoeds Skole var på den måde en spæd start de til egentlige revalideringskurser og en forløber for revalideringsloven, der kom i 1960.
Misbruget melder sig
I 60’erne og 70’erne oplevede Kofoeds Skole et stigende antal misbrugere og skolen indrettede som resultat en alkoholklinik med afrusning og intensiv misbrugsbehandling. Der blev knyttet, læger, socialarbejdere og psykologer til klinikken. Som den første socialpædagogiske institution i landet, tog skolen også narkoarbejdet op. Hidtil havde det udelukkende været en opgave for politiet og hospitalsvæsenet.
I slutningen af 60’erne havde skolen kontakt med en tredjedel af alle narkomanerne i hele København. I begyndelsen opfattede man på skolen brug af stoffer som de unges oprør mod normer og autoriteter i samfundet på linje med det ungdomsoprør, som foregik samtidig. Man så den sociale afvigelse som en reaktion på den totalsituation, som afvigeren befandt sig i. Men afvigelsen var først og fremmest et symptom på en række sociale misforhold, som man ikke kan opløse med tvang eller forbud. Behandlingen bestod derfor i at give misbrugeren mulighed for selv at etablere de tilbud, som han/hun ønskede, i forøget på at finde en mere autentisk livsholdning. Den tilgang blev dog opgivet efter nogle år, da resultaterne ikke stod mål med forventningerne, i takt med, at 70’ernes oliekrise og stigende arbejdsløshed atter tog til.
Da indvandringen kom nordfra
1970’erne var samtidig det årti, hvor der kom en ny gruppe af elever på skolen – nemlig indvandrere fra så fjerne steder som Finland og især fra Grønland. Grønland blev gradvist åbnet op efter 2. verdenskrig, hvilket fik unge grønlændere til at søge mod Danmark. I begyndelsen af 70’erne begyndte Kofoeds Skole som de første på gadeplan et arbejde med udsatte grønlænderne. Man oprettede en klub for grønlændere og ansatte grønlandsktalende personale, da flere af dem ikke kunne tale dansk. De nye elever var næsten alle sammen unge under 25 år, som kom til Danmark for at få sig en uddannelse, men som desværre kuldsejlede i de nye omgivelser. Mange druknede deres menneskelige tragedier i et voldsomt misbrug af alkohol og hash. I 1980 udgjorde grønlænderne hele 16 procent af det samlede antal elever på Kofoeds Skole.
Arbejdet med udsatte grønlændere i Danmark blev intensiveret i begyndelsen af 80’erne. En del af aktiviteterne sigtede mod en generel styrkelse af grønlændernes selvtillid, stolthed og identitet, mens de var i Danmark. En anden tilgang var at hjælpe grønlænderne tilbage til Grønland. I slutningen af 80’erne havde man som resultat hjulpet 230 mennesker tilbage til Grønland.
Vejen tilbage til arbejdsmarkedet
Da 80’ernes og 90’erne bød på massiv arbejdsløshed i det danske samfund, formåede Kofoeds Skole igen at tilpasse sig tiden og tage imod endnu en ny elevgruppe. Denne gang var det mennesker, som upåklageligt havde passet et arbejde gennem mange år, men som ikke havde de nødvendige forudsætninger for at klare de omstillinger og rationaliseringer, som datiden arbejdsmarked bød på.
Skolen tilrettelagde kurser for ledige i samarbejde med fagforeninger og begynde at omstille sig mod en bredere kreds af elever med behov for efteruddannelse, men som ofte manglede motivation til at gå i gang med et uddannelsesforløb. Lovgivningen for skolens målgrupper blev i disse år meget mere differentieret og fra politisk side blev der intensivt sigtet efter, at få disse mennesker på en tilbage på arbejdsmarkedet. Derfor tog Kofoeds Skole tilsvarende redskaber i brug, der blev udviklet efter bestemmelserne i arbejdsmarkeds- og sociallovgivningen om nogle mere målrettede forløb for mennesker, der var langt fra arbejdsmarkedet.
De nye danskere
Et anden markant træk ved samfundsudviklingen i Danmark i de år, var indvandring fra den store verden som følge af globaliseringen. Indvandrerne blev den nye underklasse i samfundet med en større grad af arbejdsløshed og ringere økonomi og boligvilkår end gennemsnittet af den øvrige befolkningen. Op gennem 90’erne og 00’erne steg andelen af elever med indvandrerbaggrund konstant og udgør i dag cirka halvdelen af skolens eleverne (inklusiv grønlændere). Faktisk kommer der i dag på Kofoeds Skole elever fra godt 100 forskellige lande fordelt over hele jordkloden.
Skolen accepterede straks den nye elevgruppe og opbyggede kurser målrettet indvandrernes behov for undervisning i dansk og introduktion til det danske samfund. Et af de første projekter var for kvinder fra Tyrkiet og Pakistan. For mange af kvinderne var det første gang, de var alene uden for hjemmet, og i begyndelsen blev de tilmeld afleveret på Kofoeds Skole og afhentet her igen af deres mænd. Kvinderne fik arbejdstræning om formiddagen og gik til danskundervisning om eftermiddagen. Én gang ugentlig tog skolens medarbejdere kvinderne med ud på f.eks. en folkeskole, et bibliotek eller et hospital og viste dem, hvordan sådanne institutioner fungerede. Skolen lærte også kvinderne at bruge de offentlige busser og at køre på cykel, så de kunne få en større berøringsflade med samfundet og på sigt lade sig integrere i et tempo, der passende til dem.
Udvikling for arbejdsledige
I slutningen af 90´erne er der igen opbrud i den danske socialpolitik. Den nu gamle bistandslov bliver afløst af flere forskellige love, blandt andet loven om social service og loven om aktiv socialpolitik. Fra politisk side var der et ønske om at vende socialpolitikken fra passiv forsørgelse til en mere aktiv beskæftigelsespolitik. En politik, som Kofoeds Skole har været med til at initiere.
De nye love skaber også nye retninger på Kofoeds Skole. I første omgang bliver skolen i 00’erne aktør i en mere aktiv beskæftigelsespolitik. Værkstederne får ny status med mere målrettede formål om at komme i beskæftigelse.
I årene 2005-2016 indgår Kofoeds Skole aftaler med blandt andre Københavns Kommune om at skabe beskæftigelsestilbud for arbejdsledige.
Stigningen i unge hjemløse
En anden udvikling, som Kofoeds Skole har gennemgået, ligger i arbejdet med hjemløse. I mange år drev Kofoeds Skole herberg først i Dronningegade og siden midten af 70’erne i Nyrnberggade. Men i perioden 2005-2008 gennemføres en decentralisering af herberget til de nuværende ungdomsboliger, der i daglig tale kaldes for (KSU) Kofoeds Skoles Ungdomsboliger. Og som navnet afslører, er det målrettet en hastigt voksende gruppe af unge hjemløse. Men modsat herbergspladserne på selve skolen, placeres disse botilbud i villaer og lejligheder primært på Amager. Institutionaliseringen af Kofoeds Skoles hjemløsearbejde undergår herved en transformation, der har til formål at gøre tilbuddene mere hjemlig og skabe mulighed for inddragelse samt give de unge beboere såkaldt ’bo-træning’. Enhederne bliver samtidig mindre og mere tilpasset den enkelte hjemløse.
I 2015 beslutter man ligeledes at lave om på Kofoeds Skoles mere opsøgende hjemløsetilbud, Kofoeds Kælder. Tidligere havde denne fungeret som en traditionel varmestue, men i forrbindelse med vandskade, hvor kælderen er nødsaget til at blive sat i stand, ser Kofoeds Skole dengang forholdsvis nye forstander, Robert Olsen, sit snit til at gøre det til et kontaktsted for unge hjemløse i København og omegn. På den måde forener man det opsøgende kontaktarbejde med botilbuddene i KSU og skaber et socialt tilbud, der er målrettet unge hjemløse i alderen 18-30 år.
En bæredygtig storbylandsby
I 2014 udvikler man så en ny visionsplan for, hvordan fremtidens Kofoeds Skole skal se ud og hvilke tilbud den skal rumme. Efter en række drastiske nedskæringer bliver medarbejdere, elever og naboer til Kofoeds Skole inddraget i at formulere nye mål for Kofoeds Skole, som stadig tager udgangspunkt i de samme grundværdier og pædagogiske principper, som dengang Hans Christian Kofoed selv gik rundt og forsøgte at opmuntre eleverne hver især.
Resultatet af denne proces blev, at Kofoeds Skole ville prioritere den socialøkonomiske indsats gennem salg af de ting, som skolens eleverne producerer i de mange værksteder. Derudover opsatte man en vision og at ville følge med i tidens tendenser og fokusere på bæredygtighed, som en del af det pædagogiske arbejde samt gøre det til en vigtig del af skolens profil.
Sidst, men ikke mindst, gik man i dialog med omgivelserne for at udvikle et samspil mellem Kofoeds Skole og den byudvikling, som foregår overalt i Storkøbenhavn, men som særligt finder sted i Amager Øst. Skolens mål blev, at skabe en storbyslandsby, hvor udsatte borgere og øvrige beboere kan mødes i sociale rammer, der rummer dem begge.
Kofoeds Skole er ved sin 90 års dag midt i denne udvikling.
Tekst:
Ole Meldgaard, fhv. chefkonsulent, medarbejder på skolen 1986-2016.
Robert Olsen, forstander på Kofoeds Skole siden 2012