Lokale kræfter bag nyt gavlmaleri i Nyrnberggade
Billedkunstneren Halfdan Pisket har malet et nyt gavlmaleri i sin egen gamle barndomsgade – Nyrnberggade. Det nye kunstværk fortæller en historie om fællesskab, forvandling og en hyldest til det Amager, vi holder af.
På en gavl i Nyrnberggade på Amager er der vokset et nyt kunstværk frem. Det er skabt af Halfdan Pisket – prisvindende forfatter, tegneserieskaber og billedkunstner – og det er ikke et tilfældigt sted, han nu har sat sit aftryk. Det er gaden, han selv er vokset op i og hvor hans mor stadig bor. Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Kofoeds Skole, og frivillige fra de lokale andelsforeninger i Holmbladsgade og Nyrnberggade. Resultatet er et gavlmaleri, som spreder glæde og stolthed over området med en dybt lokal fortælling.
Mellem industri og ingenting
Motivet er enkelt og smukt: Et blik ud over Prøvestenen. Solen er ved at gå ned. Vindmøllerne drejer i blæsevejret. Og midt i det hele flyver en sommerfugl over en blomstereng. Men bag den rolige overflade gemmer sig en personlig fortælling. For Halfdan Pisket rummer maleriet en hyldest til det Amager, der formede ham:
“Jeg startede med et andet motiv: Det var også en sommerfugl, der fløj, men den fløj ned over Amager Strand. Men dagen inden jeg skulle male, tog jeg ud for at flyve med drage. Der var rigtig meget blæsevejr. Da jeg kom ud på Holmbladsgade, så så jeg vindmøllerne stå for enden og de drejede helt vildt. Så kørte jeg ud til Prøvestenen, som på en eller anden måde er et meget midlertidigt sted. Så vil jeg hellere dokumentere dét i stedet for Amager Strand.”
Valget af Prøvestenen bliver en fortælling om forandring. Et sted, der er der nu, men måske ikke for altid. Et sted i forandring, ligesom bydelen selv. “Der er jo færre vilde områder, i forhold til, hvordan det var før. Men det er jo også tanken, at tage noget af det, som er et sted, der ikke har nogen funktion, og så hive det frem, som at være det smukke og værdifulde. Et stykke jord imellem noget industri og ingenting.” fortæller Halfdan Pisket

En tur ud til Prøvestenen i blæsevejr blev udgangspunktet for en ny fortælling om Halfdan Piskets gavlmaleri i Nyrnberggade
Et projekt båret frem af lokalt samarbejde
Bag gavlmaleriet står et stærkt lokalt netværk. Kofoeds Skole har været projektleder og har samlet trådene mellem kunstneren og de frivillige fra andelsforeningerne i Holmbladsgade 110/Nyrnberggade 2a og Erikgaarden i Nyrnberggade 4. Det er netop dette samarbejde, der giver projektet sin særlige karakter: et kunstværk, der ikke er bestilt udefra, men er vokset frem fra lokalmiljøet selv. Og for Halfdan Pisket er dette projekt noget særligt. Det er første gang, han laver et udendørs gavlmaleri – og det er i netop den gade, han kendte som barn:
“Jeg har lavet mange udsmykningsopgaver, men… Jeg tror, det er mit første udendørs gavlmaleri. Det har jeg altid drømt om. Det er fantastisk at få muligheden for at udsmykke det område jeg selv bor i, med hjælp fra tre af mine gode venner: Spyo, Dindy Blaze & vind & datter. Jeg kunne ikke drømme om et bedre sted. Min mor bor stadig i Nyrnberggade og hun ser det, når hun træder ud af sin fordør. Så ser hun det som det første når hun tager til undervisning på Kofoeds Skole.”

Halfdan Piskets originale version af gavlmaleriet (til venstre) og den udgave som endte på væggen i Nyrnberggade
Et gavlmaleri for alle i Amager Øst
Gavlmaleriet er åbent for alle — døgnet rundt, gratis og uden adgangskrav. Det er kunst, der møder folk, hvor de er: på vej til arbejde, på vej til skole, på vej til Kofoeds Skole.
For Kofoeds Skoles elever bliver maleriet et værdigt og opmuntrende element i hverdagen. Et tegn på, at kunst og skønhed også hører hjemme der, hvor sårbare mennesker har deres dagligdag. For børn og unge fra Nordøstamager Skole er det samtidskunst i eget nærmiljø. For alle andre er det et nyt vartegn i gadebilledet.
Et sted at stoppe op. Et sted at se ud mod vandet og måske drømme om de forandringer, som fremtiden kan bringe.
Gavlmaleriet indvies officielt ved en fernisering onsdag d. 22. april 2026 fra kl. 14 – 17 ved maleriet i Nyrnberggade.
I tilfælde af dårligt vejr foregår ferniseringen i Café Kofoeds Kant, Holmbladsgade 120
Projektet er støttet af Amager Øst Lokaludvalg
Om Kofoeds Skole
Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.
Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.
Tekst og foto: Hasse Borg Søegren og Halfdan Pisket
