Man skal være gjort af et særligt stof, når man er i front for Kofoeds Skoles Ungdomsboliger eller kontaktstedet for unge hjemløse, Kofoeds Kælder. Teamlederne Lotte og Lone og Bent er i hvert fald alle enige om, at de har et meget givende job, som de dog forsøger ikke at tage med hjem i privaten efter fyraften, for man skal ifølge alle tre være meget følelseskold og i øvrigt slet ikke ansat i deres stilling, hvis man ikke lader sig påvirke af de triste menneskeskæbner, de møder i det daglige.

”Det er meget vigtigt at sige, at de fleste af vores unge brugere slet ikke er stereotype hjemløse. Jeg møder ofte nogle af dem med en købt café latte i hånden fra caféen på hjørnet, selv om vi tilbyder dem gratis kaffe hernede i Kofoeds Kælder. De vil gerne være unge på lige vilkår med andre unge. Derfor kæmper de dagligt for, at de ikke skiller sig ud i gadebilledet. Det er ikke sådan, at man kan udpege dem og sige ”dér er én og dér er én”. De har ikke opgivet. De har drømme, kæmpe ressourcer og vil en masse – men skal bare have hjælp og skubbes lidt”.

Ordene falder fra Bent Kristensen, daglig leder af Kofoeds Kælder, der er en del af Kofoeds Skoles Ungdomsboliger – i daglig tale kaldet KSU. Han står derudover i spidsen for to lejligheder med i alt 10 værelser i Hedebygade og Sofiegade. Bent er sat i stævne af Kofoeds Avis sammen med kollegaerne Lone og Lotte – teamledere på henholdsvis Peder Lykkes Vej 33 og 45 samt Badensgade og Thingvalla Allé.

De fire sidstnævnte ungdomsherberger er – i modsætning til Kofoeds Kælder, der alene har funktion af kontaktsted – store fine villaer på 350-400 kvadratmeter med botilbud til unge hjemløse. Her tilbringer brugerne i gennemsnit halvandet år, inden de med den rette hjælp forhåbentlig er klar til at springe videre ud i livet og med egen bolig. De får de fleste. Heldigvis.

Selv om de talrige botilbud, de tre KSU-teamledere står i spidsen for – i alt 45 døgnpladser – ikke er fysisk ens, taler de alle samme sprog. De mener stort set det samme. De vil det samme. Og de er alle rørende enige om, at de har ”verdens bedste og mest givende job”.

Bent er da således heller ikke alene med sin opfattelse af de unge hjemløse. Også Lone og Lotte beskriver deres beboere som dejlige unge mennesker med en enorm appetit på tilværelsen, selv om forudsætningerne for at lykkes og navigere i det eventyr, vi kalder livet, for de flestes vedkommende har været dårlige allerede fra barnsben.

”Vi har en fantastisk hverdag med dem. Når man er på arbejde om morgenen, så kommer der tit unge ud fra værelserne med uglet hår og siger godmorgen, inden de går i bad. Vi ser dem så gå ud af døren og om eftermiddagen, når de er tilbage, sætter man sig med dem og drikker te og kaffe, ser TV eller spiller banko. På den måde er vi jo en stor familie, og vi har næsten aldrig nogen konflikter. Vi har en høj faglighed og vi er rolige, når vi taler med dem. Vi skal være ligeværdige. Hvis fagligheden forsvinder, så bliver man mere rå.

Vores huse ligner også helt almindelige hjem, og det er med til at sænke paraderne, når der er optræk til noget. Beboerne betragter det som deres eget hjem og behandler det også som sådan. Derfor er der heller ikke brug for, at vi er der hele tiden. Vi er på arbejde hver dag fra 9-21 og 9-17 om fredagen, og ellers er der ikke opsyn og personale i husene”, fortæller Lone Jensen.

”Ja, det er nærmest sådan nogle små enklaver, vi har, og det er altså nogle superdejlige huse i de allerbedste omgivelser. Og man stikker ikke ud. Man bor helt tæt på en masse naboer i rolige kvarterer, men vi får ingen klager fra dem”, supplerer Lotte Keng.

 

Der er brug for flere folk af Bents, Lottes og Lones støbning og større behov for flere ungdomsherberger end nogensinde. De seneste tal viser således, at antallet af unge hjemløse er eksploderet i takt med, at der er blevet skåret i ydelserne til dem fra det offentlige. I 2009 var der 633 hjemløse i alderen mellem 18 og 24 år, mens der i den seneste optælling var et godt stykke over 1000 af slagsen i samme aldersgruppe.

Lotte Keng:

”Jeg synes, der skulle være mange flere steder af vores slags for unge hjemløse. Der er simpelthen ikke boligtilbud nok. Og vores unge bliver dårligere og dårligere. Den gruppe unge, vi for eksempel havde boende for en 6-8 år siden, er ikke længere berettiget til at få samme hjælp fra systemet. Nu er det en tungere gruppe, der kommer ud til os, så der er et stort behov”.

”Ja, hvis det hele gik godt, så var vi her jo ikke. Så kunne jeg lukke kælderen i morgen”, indskyder Bent.

”Mit håb er, at vi en dag kommer til at behandle vores udsatte unge ordentligt. At man som hjemløs ikke skal på nat-varmestuer i månedsvis sammen med hardcore hjemløse og misbrugere og slæbes i gennem systemet, før man finder boformer. Hvis vi som samfund går ind og hjælper folk noget tidligere og bruger flere ressourcer på udsatte mennesker fra start, så kommer det i sidste ende til at koste samfundet og staten meget mindre”, mener han.

Lone Jensen er helt enig:

”Mit store håb, som jeg bærer dybt indeni mig, er, at de her unge bliver opdaget på et helt andet tidspunkt i livet. Der er ikke nogle af de unge hjemløse, jeg møder, hvor man ikke kan se, at de er blevet svigtet fra de var helt små, og der er ikke den diagnose, vi ikke ser ude hos os. Flere og flere kommer fra middelklassefamilier, hvor der ikke har været et øje på dem overhovedet. Hvor er der dog bare mange, som er udsat for omsorgssvigt og ikke bliver grebet af systemet. Det er uartigt som samfund, at man ikke tager hånd om dem.

Min ultimative drøm er, at vi slet ikke eksisterede. At jeg lavede noget helt andet – simpelthen fordi, der ikke var brug for mig”, filosoferer Lone Jensen.

Det er ikke alle, der kan varetage et job som Bents, Lones og Lottes.  Lone er da heller ikke i tvivl om, hvad der kræves af hende og kollegaerne for at lykkes.

”Man skal have højt til loftet og en sindssygt god samarbejdsevne. Man skal også kunne tåle et kæmpe pres og være indstillet på, at der er stille perioder og ufatteligt travle perioder. Man skal kunne samle energi i de stille perioder. Man skal have styr på sit eget nervesystem for at være her. Det er hårdt at have så mange mennesker inde under huden hele tiden i et løbende flow. Man skal kunne rumme, at lade folk komme tæt på sig – og komme tæt på dem – og så sige farvel igen. Den dér udskiftning er hård”, siger hun.

”Ja, men for det meste er det jo trods alt en stor glæde, at vi siger farvel til dem, fordi de skal videre ud i livet. Ud i egen bolig. Det er jo den helt gode succeshistorie.  Vores tidligere beboere kommer ofte tilbage og besøger os nogle år efter og har deres kærester og babyer med. Det er sgu da livsbekræftende. I vores arbejde er det måske ikke så tit at man ser udviklingen, mens vi har dem boende, men når de kommer efter fem år og har fået et nyt liv, kan man for alvor se, hvad de fik ud af at bo hos os”, påpeger Lotte Keng.

 

Er det svært ikke at tage jobbet med hjem?

”Selvfølgelig er det da det. Vi er jo også bare mennesker. Det er vigtigt, at man kan slippe det, men hvis man er så rå, at der intet går ind under huden på en, så er man det forkerte sted. Men man skal lære at lukke af, for ellers bliver man ædt op. Så det er en hårfin balance”, siger Bent ærligt.

Lone Jensen:

”Hos os har vi megen fokus på det, der hedder ”sekundær traumatisering”, hvor vi taler om, hvordan man bliver ”afgiftet”, når vi tager folks historier med hjem. Vi kan stort set på fingerspidserne, hvad det er for nogle symptomer, man skal være opmærksom på. Kan du pludselig ikke tåle at høre musik? Bliver du irriteret over dine egne børn? Går man og har dystre tanker, når man tager fra job?

Selvfølgelig kan alle knække, og vi har også en sindssygt dygtig psykolog tilknyttet, som siger, at det gør hun også selv af og til. Det er nogle barske historier, vi hører, og især etniske danskere er næsten FOR åbenmundede og har ikke noget filter, når de fortæller om deres situation, så hvis vi ikke engang i mellem tager det med hjem eller knækker på det, så er vi ikke de rigtige til at være her”.

Lotte Keng:

”Man SKAL jo netop kunne mærke noget, men samtidig må det ikke være med til at dominere ens liv, og vi har prøvet at have ansatte, der ikke kunne finde ud af at stoppe op. Det kan man altså ikke tåle i længden, så man skal have en eller anden form for evne til at sige ”her til og ikke længere”, siger hun, inden Lone indskyder:

”Man kan ikke tale om robuste medarbejdere, men man kan tale om en robust arbejdsplads. Man skal tale om tingene. Nogle gange har en beboer lært at fortælle sin tragiske historie nærmest per automatik som en robot, og der står vi jo ofte og leder efter nogle følelser inde bagved hos vedkommende. De overskrider deres egen grænse den ene gang efter den anden – de kan bare ikke mærke det. I det tilfælde er det meget nemt at komme til at overtage personens manglende følelser og i stedet selv lade sig præge”.

Mere hjertevarme, omsorg og medmenneskelighed i ungdomsboligerne er i høj grad med til at hjælpe beboerne videre ud i livet. På det oprindelige herberg på Kofoeds Skole var hjælpen til den enkelte mere sjælden. Der var tale om en mere klassisk institution med døgnvagt, kontrol og relativt snævre rammer for, hvad adfærden måtte være for borgeren, fortæller forstander Robert Olsen andetsteds i denne avis.

Da man i 1998 fjernede institutionsbegrebet i lovgivningen og senere i 2005 besluttede at afvikle herberget og det traditionelle institutionsbegreb på Kofoeds Skole, fik beboerne ifølge ham større autonomi og friere rammer.

Det faktum køber Lone Jensen dog ikke helt. Tværtimod – men på den gode måde.

”Lotte og jeg har begge arbejdet på Kofods Skole, da der var herberg derude, og det var ved gud ”loose” dengang. Hvis nogen sad og røg hash inde på værelserne og der stank og var kæmpe røgskyer, så sagde vi bare til dem, at de skulle åbne vinduet og huske at skifte vand i deres bong. Da er vi meget mere stringente nu – mere strikse og ”tight”. Til gengæld er det blevet meget mere personligt og relationelt. På Kofoeds Skole var vi af og til politibetjente, der gik op til beboerne og sagde ”øf”, men ellers sad vi og kedede os på en hel weekendvagt. Sådan er det slet ikke længere. Nu er vi der for den enkelte, men samtidig bliver der stillet markant større krav til beboerne”.

”Nattevagten mødte nogle gange ind direkte fra byen, havde læbestift på og så totalt opshinet ud. Beboerne blev ikke stillet til ansvar. Det gør vi jo nu”, fortæller Lotte.

”Ja, jeg tænker også, at beboerne dengang mente, de havde mere frihed, end vores beboere gør nu. Men til gengæld var der ikke særligt meget omsorg i forhold til i dag”, supplerer Lone.

Apropos Kofoeds Skole mærker man hverken hos Bent i Kofoeds Kælder eller hos Lone og Lotte i villaerne på afstand meget til alle de nye vinde, der lige nu blæser over Nyrnberggade. Håbet for fremtiden i den anledning er de dog helt bevidste om:

”Den store udfordring for KSU er, at få nogle flere af vores unge hjemløse ud på Kofoeds Skole, og da ser jeg nogle store muligheder i kraft af det, man gør på skolen nu – bygger caféer, laver butikker osv. Det kunne være indgangen til at få flere unge derud. Der er nogle få, som bruger skolen, men det er ikke så mange, for når de kommer der og ser, at der ikke er så mange andre unge på stedet og at gennemsnitsalderen er 55 år, hvoraf flere er førtidspensionister, så vil de hellere noget andet. Som tidligere nævnt ønsker de jo netop ikke at skille sig ud, men blive set på som helt almindelige unge mennesker”, påpeger Bent Kristensen.

Lone Jensen tager ordet:

”Kofoeds Skole har jo heller længere ikke en aftale med Københavns Kommune, så vores beboere bliver sendt andre steder hen i aktivering af Jobcentret. De gider jo ikke være ét sted hele dagen, og så gå ud og udføre frivilligt arbejde et andet bagefter.

Derfor kunne det være fedt, hvis vores unge i fremtiden for eksempel kunne få noget håndgribeligt til deres CV med fra Kofoeds Skole – for eksempel hvis de har stået i caféen og lavet kaffe, ekspederet kunder i butikkerne eller har været på værksteder. Et bevis på noget, der ligner erhvervserfaring. Så begynder det at ligne noget”.

 

Tekst: Kasper Denager Kopping
Foto: Steven Biccard