Solen skinner på Kofoeds Skole

Den anerkendte billedkunster Elle-Mie Ejdrup Hansen skaber lysende, socialt forankret kunstværk på Kofoeds Skole

En stor, varmt lysende sol har fået permanent plads på facaden af Kofoeds Skole på Holmbladsgade. Kunstværket ”Solen skinner på Kofoeds Skole” er skabt af billedkunstner Elle-Mie Ejdrup Hansen i samarbejde med grafiker Rasmus Koch og elever fra Kofoeds Skole. Værket indvies ved en fernisering torsdag d. 19. februar 2026 kl. 15.00 i vores socialøkonomiske café, Kofoeds Kant.

Med værket kaster Elle-Mie Ejdrup Hansen – både bogstaveligt og symbolsk – lys over et sted, der hjælper mennesker med at finde lys og håb i tilværelsen.

Fra ’den dunkle ende’ til strålende bydel

Holmbladsgade har gennemgået en markant forvandling siden 1990’erne, hvor området var præget af slidte arbejderboliger, brune værtshuse og rockervold. I dag er kvarteret domineret af nybyggeri, kulturinstitutioner og børnefamilier – senest eksemplificeret med åbningen af Nordøst Amager Skole i 2023.

Midt i denne udvikling står Kofoeds Skole, som en social og kulturel aktør med rødder i bydelen. Kofoeds Skoles formål er at hjælpe mennesker, der risikerer at stå i udenforhed, med at finde nye fællesskaber, kompetencer og håb.

”Jeg husker, at solen skinnede første gang, jeg var på besøg,” fortæller Elle-Mie Ejdrup Hansen. ”Men jeg møder nu altid et smilende sted, når jeg er her. Det ses også i de værker, som hænger her. Her er der god energi. Her er der noget, der skinner.”

Socialt og stedsspecifikt værk

Elle-Mie Ejdrup Hansen er især kendt for sine store, stedsspecifikke og socialt engagerede værker i det offentlige rum. Ofte med historiske og politiske perspektiver. Blandt hendes mest markante værker er ”Fredsskulptur 1995”: en 532 kilometer lang laserlinje langs den jyske vestkyst i anledning af 50-året for
Danmarks befrielse.

Det nye værk på Kofoeds Skole er udviklet gennem dialog og workshops med Kofoeds Skoles elever. Over to forløb har de sammen undersøgt den kunst, som allerede findes på Kofoeds Skole – blandt andet værker af Hans Scherfig og Henry Heerup – og arbejdet med egne skitser. Elevernes skitser har fungeret som inspiration i den videre kunstneriske proces, og de originale tegninger udstilles ved ferniseringen i Kofoeds Kant.

Det færdige værk består af en stor sol med stråler i varierende længde og intensitet. Rundt om solen breder sig en farveskiftende aura, der ændrer karakter i løbet af dagen. Installationen er produceret og monteret af NeonSign og støttet af Grosserer L.F. Foghts Fond.

Fernisering

Torsdag d. 19. februar 2026 kl. 15.00
Kofoeds Kant
Holmbladsgade 120
2300 København S

Ved ferniseringen vil Elle-Mie Ejdrup Hansen fortælle om sin kunstneriske proces og samarbejdet med Kofoeds Skoles elever.
Kunstværket kan herefter opleves permanent på facaden ud mod Holmbladsgade.

For yderligere kommentarer:

Kontakt Elle-Mie Ejdrup Hansen, billedkunster, på telefon 29 40 20 02 eller em@ejdruphansen.dk
Kontakt Robert Olsen, forstander for Kofoeds Skole, på telefon 41 73 32 55 eller robert@kofoedsskole.dk

Om Kofoeds Skole

Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.

Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.

Tekst: Hasse Borg Søegren, Foto: Robert Olsen