På arbejde juleaften

185 kilo kød og 130 kilo kartofler skal tilberedes, 350 gaver skal uddeles og 16 borde skal dækkes op. Det er bare nogle af de opgaver, der følger med, når man er på arbejde juleaften på Kofoeds Skole.

De fleste af os har fri juleaften. Vi er sammen med familie og venner, får god mad og glæder hinanden med julegaver. Men for nogle af de ansatte på Kofoeds Skole ser juleaften lidt anderledes ud. Køkkenpersonalet er på arbejde for at kokkerere en komplet julemiddag til 350 mennesker, der ikke har et hjem eller som mangler nogen at holde jul med. Og Kofoeds Skoles forstander Robert Olsen er hvert år på arbejde:

“Min rolle er at byde velkommen, og sikre, at aftenens program forløber godt. Man skal huske på, at når dørene åbner 16.30, kommer der mange mennesker ind ad døren på én gang, som er rigtig sultne – det er måske deres første måltid den dag. Det kræver logistik i forhold til at tage imod frakker, værter, der kan vise hen til bordene og at maden serveres med præcision samtidigt. Og så skal det hele foregå i et roligt, venligt og trygt tempo, så alle føler sig velkommen.” siger forstander, Robert Olsen

Få læst historien op

Vi tilbyder oplæsning af artiklen gennem vores partnerskab med ElevenLabs. Teksten læses op af en AI-genereret stemme og der kan være steder, hvor udtalen ikke er perfekt.

Tryk på afspilleren for at få læst historien op.

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

En både hektisk og rørende aften

Helle Ammitzbøll er kok og leder af Café Himmelblå og står for planlægningen af bordopdækning, madlavning, afrydning, udlevering af julemadrester og opvask. Det er der brug for 16 frivillige og ansatte til:

“Det er hektisk, det skal gå stærkt og så giver det hele bare så meget mening. Folk er så taknemmelige, og det rører mig altid især at se børnene lyse op, når julemanden kommer og de får en gave med deres navn på. Det er virkelig meningsfuldt arbejde,” fortæller Helle Ammitzbøll

Servering af julemaden med ”militærisk præcision”

Klokken 9 den 24. december møder køkkenpersonalet ind og begynder madlavningen og tilberedningen af blandt andet 100 kilo ænder, 85 kilo flæskesteg, 60 kilo små kartofler til brunede kartofler og 72 kilo almindelige kartofler.
Maden bliver pakket i varmekasser og er klar til servering klokken 17.15. Det sker med ”militærisk præcision”, som Robert Olsen siger:

“Vi er blevet rigtig gode til at holde juleaften og har lært, at det giver mest ro, når maden bliver serveret samtidig. Derfor er der ude bagved fire serveringsborde – ét til hver serveringsansvarlig, der hver har fire borde. De fire serveringsansvarlige kører henholdsvis bord 1, 4, 8 og 12 samtidig, derefter bord 2,5,9 og 13 og så videre indtil alle 16 borde har fået mad. Indenfor 15 minutter er alle i gang med at spise. Det kræver, ja militærisk præcision,” griner forstander, Robert Olsen

Alle er velkomne juleaften

Logistikken er indøvet og fungerer godt. Men det vigtigste fokus juleaften er for Robert Olsen fællesskabet, solidariteten og næstekærligheden:

“Jeg byder velkommen og minder altid om, at juleaften er en fest med fokus på gæstfrihed, og hvor alle er velkomne. Derfor starter jeg med, at alle ved bordet skal hilse på deres sidemakkere og dem, der sidder overfor. Senere læser jeg højt fra juleevangeliet, vi synger sammen, julemanden kommer og vi har i det hele taget fået grundlagt nogle faste traditioner, der er uhyre vigtige – både for nye og for dem, der deltager hvert år. Det giver ro, glæde og tryghed med faste rammer.”

Klokken 21.15 takker Robert Olsen af og inden man går kan man få julemadsrester med sig. Og det er der stor iver for at få med hjem, fortæller Helle Ammitzbøll:

“Rigtig mange vil gerne have en frysepose med julemad i. Køen er lang og igen – taknemmeligheden er så stor over, at vi uddeler overskudsmad, så gæsterne har mad til dagene efter juleaften.”

Når personalet går hjem ved 23-tiden er der ingen spor i køkkenet af, at Kofoeds Skole har holdt juleaften. Alt er ryddet helt op, og dermed er køkkenet fuldstændig klar til eleverne den 2. januar, når Kofoeds Skole åbner igen.

Helle Ammitzbøll og Robert Olsen holder begge juleaften med deres familier – bare ikke den 24. december.

Vil du være med?

Du kan støtte Kofoeds Skoles indsats for udsatte og sårbare mennesker ved at give et valgfrit beløb på MobilePay 18803 eller ved at klikke på knappen nedenfor.

Foto: Hakan Asmali, Tekst: Jorunn Lande Messel