Rapporter
& udgivelser

Gennem tiden har Kofoeds Skole udgivet masser af materiale og bøger om skolens historie og arbejde – både i Danmark og i udlandet.

Derudover udgiver vi hvert år også diverse rapporter, kontrakter og undersøgelser, som uddyber Kofoeds Skoles organisation, arbejdsmetoder og brugergruppe.

Kofoeds Skole er underlagt Arbejdstilsynets smiley-ordning.

Årsrapport og resultatkontrakt

Hvert år udgiver Kofoeds Skole en årsrapport.

Årsrapporten er den formelle beskrivelse af skolens resultater i forhold til den resultatkontrakt, som er indgået mellem Social-, Bolig- og Ældreministeriets departement og Kofoeds Skole.

Den nuværende resultatkontrakt er gældende fra 3. januar til 31. december 2023.

I Årsrapporten finder du regnskab, beskrivelser og opgørelser over skolens kerneydelser, mål og resultater. Årsrapporten og resultatkontrakt for de seneste par år kan downloades her.

Seneste årsrapport og resultatkontrakt
Ældre årsrapporter og resultatkontrakter

Kontakt angående årsrapport og resultatkontrakt

Administrationschef

Direkte nummer: 41 73 32 90

Mail: lars@kofoedsskole.dk

Tilsynsrapport

Uddrag fra Kofoeds Skoles tilsynsrapport

‘På baggrund af det anmeldte tilsynsbesøg 13. og 15. marts 2023 på Kofoeds Skole [… ] [Er det] socialtilsynets samlede vurdering, at tilbuddets boformer og bofællesskab fortsat opfylder betingelserne for godkendelse [og] at tilbuddet er velfungerende og veldrevet, og er et relevant tilbud til de godkendte målgrupper.

Borgerne beretter om konkret udvikling, hvor de eksempelvis har lært at lave mad og dermed opnået færdigheder, som vil hjælpe dem, når de flytter i egen bolig. Socialtilsynet vurderer, at [Kofoeds Skole] arbejder systematisk med opholdsplaner, hvor der opstilles mål, som borgerne er inddraget i [og] at der samarbejdes med en række forskellige eksterne aktører, som alle bidrager til at sikre den enkelte borger en relevant indsats.

Teamledere og forstander har indgående kendskab til målgruppen, tilbuddets værdier og de faglige tilgange og metoder, og dermed understøttes den faglige og strategiske udvikling ude i de enkelte afdelinger. […]. Det er socialtilsynets vurdering, at medarbejderne har relevante faglige kompetencer, som imødekommer borgernes forskelligartede behov.

Smiley-ordning

Kofoeds Skoles kantine i København: Café Himmelblå, Kofoeds Skoles Café: Kofoeds Kant og Kofoeds Skoles kantine i Aarhus, er alle underlagt Fødevarestyrelsens tilsyn og Smileyordning. Du kan hente de seneste kontrolrapporter her påsiden.

Statusrapport
‘Kofoeds Skole 2.0’

Over de seneste 10 år har vi på Kofoeds Skole udviklet os og ændret vores sociale tilbud.

Overordnet var formålet med udviklingen at skabe en re-vitalisering af Kofoeds Skole og åbne skole op mod omverdenen. Store og små greb har været anvendt til at skabe denne udvikling, skabe nyt indhold og ny æstetik i forhold til rammerne. Udviklingen af pædagogikken og fornyelsen af de fysiske rammer er forbundne. I daglig tale kom dét til at hedde Kofoeds Skole 2.0

Denne statusrapport er et øjebliksbillede af, hvor langt Kofoeds Skole er nået med at realisere visionerne om en relevant, opdateret, tidssvarende og bæredygtig udgave af Kofoeds Skole.

Kontakt angående Kofoeds Skole 2.0

Forstander

Direkte nummer: 41 73 32 55
Mail: robert@kofoedsskole.dk

Forløbsundersøgelse

Forløbsundersøgelse af unge hjemløse, som har været indskrevet på Kofoeds Skoles Ungdomsboliger viser, at opholdet hjælper de fleste ud af hjemløshed. Men det at starte sit voksenliv med en periode som hjemløs betyder, at mange har svært ved at gennemføre uddannelse samt at fastholde arbejde og sociale relationer.

I efteråret 2014 har sociolog Ane Kirk gennemført en forløbsundersøgelse, med udgangspunkt i data fra Danmarks Statistik, af 181 beboere som er blevet udskrevet fra Ungdomsboligerne i årene fra 2005-2012.

Kofoeds Skoles Ungdomsboliger (KSU) er botilbud til unge hjemløse under 30 år med sociale eller psykiske problemstillinger udover hjemløshed. Fire af ungdomsboligerne ligger på Amager (§110), der er 8 klubværelser (§110) i det centrale København, og et botilbud i Hørsholm (§ 107). I alt har KSU plads til 51 unge. De enkelte botilbud drives som bofællesskaber med pædagogisk støtte fra et fast personale i den enkelte bolig.

I ungdomsboligerne får beboerne bo-træning i forhold til at få deres hverdag til at fungere, samt hjælp og støtte i forhold til eventuelt misbrug, psykiske problemer og gæld samt til at komme videre med job eller uddannelse.

Hjemløshed er ikke det eneste problem

Forløbsundersøgelsen viser, at et ophold i en af skolens ungdomsboliger hjælper langt de fleste beboere ud af hjemløshed. Undersøgelsen viser endvidere hvordan det går med job, uddannelse, parforhold, børn og økonomi for de tidligere beboere.

Over halvdelen får ikke en uddannelse, der er højere end grundskolen og 20 % fuldfører ikke engang denne uddannelse. Kun 4 % lykkes med at gennemføre almen-, erhvervsgymnasiale og erhvervsfaglige uddannelsesforløb.

Hertil kommer, at mange tidligere beboere har svært ved at komme ud af kontanthjælpssystemet og lever med stor risiko for at skulle leve med en økonomi, der ligger under fattigdomsgrænsen.

De unge lever hovedsageligt alene, meget få har børn, og dem, der har, lever som enlige forældre.

Svær overgang til egen bolig

Undersøgelsen peger på, at et større fokus på overgangen fra at være hjemløs til livet i egen bolig kan være med til at løfte den enkelte. Især i de første år efter udskrivningen fra en af skolens ungdomsboliger kommer en del atter ud i hjemløshed eller falder fra job og uddannelse.

Undersøgelsens resultater får Kofoeds Skoles forstander, Robert Olsen, til at pege på at der er behov for ekstra opmærksomhed på den unge i tiden umiddelbart efter udflytningen.

-Meget tyder på, at en større indsats omkring de unge, når de flytter i egen lejlighed, vil kunne forbedre mulighederne for at fastholde bolig, job og uddannelse. Her vil en tæt kontakt med den unge fra enten kommunens eller fra KSU’s personale kunne sikre, at de unge, der fortsat har problemer, bliver grebet, før tingene for alvor tager en negativ drejning, mener Robert Olsen.

Kontakt angående forløbsundersøgelsen

Forstander

Direkte nummer: 41 73 32 55
Mail: robert@kofoedsskole.dk

Udgivelser

Igennem tiden har Kofoeds Skoles Forlag stået for en hel del udgivelser, hvoraf nogle er oversat til bl.a. engelsk.

Den første var “Slaaet ud – nej!”, som Hans Christian Kofoed udgav i 1945. Skolens bogudgivelser tæller i dag både bøger med et historisk perspektiv, bøger om metoder i det sociale arbejde, interview med elever fra skolen mv.

Nedenfor finder du et udvalg af bøger, der er blevet udgivet om Kofoeds Skole:

Meget Mere Mening – Antologi af Robert Olsen (2022)

Meninger Med Mere – Antologi af Robert Olsen (2017)

The History of Kofoed’s School International (2011)

Møde med ildsjæle – Kofoeds Skoles internationale arbejde (2011)

Værdighed i Tiden (2011)

Kofoeds School International (2010)

Starting from the Heart (2009)

Vejen fra hjertet (2008)

Kofoed’s School – The History (1928-2005)

Kofoeds Skoles fem pædagogiske søjler (2003)

Kofoeds Skoles historie 1928 – 1998 (1998)

Slået ud – nej! (1988)

Bogen om Kordegn Kofoed – Skrevet af hans venner (1952)

Spørgsmål?

Telefon: 32 68 02 00
E-mail: ks@kofoedsskole.dk

Telefonen er åben mandag, onsdag og torsdag 9.00-15.00 – tirsdag og fredag 9.00-13.00