Kofoeds Skole Nuuk får ny forstander

1. februar 2023 tiltræder Charlotte Ludvigsen som ny forstander af Kofoeds Skole Nuuk. Charlotte Ludvigsen er 35 år og har tidligere blandt andet været borgermester i Kommuneqarfik Sermersooq. Hun har selv en baggrund som mønsterbryder.

Charlotte Ludvigsen er selv mønsterbryder, og ønsker at gøre en forskel:

”Det ligger dybt inde i mig, at give de socialt udsatte borgere i samfundet et værdigt liv. Kofoeds Skole giver et fundament til et bedre, meningsfyldt liv. Her vil jeg gerne gøre en forskel med min viden og erfaringer.”

Bestyrelsesformand for Kofoeds Skole Nuuks bestyrelse, Malik Hegelund Olsen udtaler i forbindelse med Charlotte Ludvigsens tiltrædelse:

”Det glæder mig meget, at Charlotte Ludvigsen ønsker at arbejde i Kofoeds Skole Nuuk. Hun vil være med til at videreudvikle arbejdet for udsatte borgere i Nuuk, og vil med sine erfaringer fra Kommuneqarfik Sermersooq kunne bidrage til dette. Samtidig vil jeg takke vores afgående forstander, Gudmundur ”Gujo” Thorsteinsson, for den store indsats han har ydet for skolen siden åbningen af Kofoeds Skole Nuuk”

Kofoeds Skole Nuuk startede i 2016, som et projekt. I dag er skolen en selvejende institution med en driftsaftale med Kommuneqarfik Sermersooq. Over 200 borgere kommer hvert år på Kofoeds Skole Nuuk.

Om Kofoeds Skole

Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.

Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.

Foto: Gujo Thorsteinsson