Liselotte fandt mere end et småjob med det sociale frikort

Et småjob på seks timer om ugen har givet Liselotte selvtilliden tilbage. Men også meget mere end det.

Liselotte er elev på Kofoeds Skole, hvor hun blandt andet bruger skolens trænings- og styrketilbud til at holde kroppen i gang.

Siden juni 2025 har det været min opgave at hjælpe elever med socialt frikort til at finde småjobs.” fortæller virksomhedskonsulent Claus Mario Gama. ”Liselotte var en af de første, der henvendte sig.”

Liselotte kom med et klart ønske: Kunne hun få hjælp til at finde et lille job, hvor hun kunne øve sig i at være ude blandt andre mennesker?

Få læst historien op

Vi tilbyder oplæsning af artiklen gennem vores partnerskab med ElevenLabs. Teksten læses op af en AI-genereret stemme og der kan være steder, hvor udtalen ikke er perfekt.

Tryk på afspilleren for at få læst historien op.

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

Et brændende ønske

Liselotte er førtidspensionist og lever med smerter i kroppen. Hun kæmper også med social angst. Men hun har også en vigtig ressource: Praktisk erfaring med rengøring – og et brændende ønske om at bidrage.

”Vi begyndte straks at lede efter et sted, hvor hendes erfaring kunne bruges, og hvor der samtidig var den nødvendige fleksibilitet.” fortæller Claus Mario Gama. ”Det fandt vi hos LeLop, en virksomhed som ejes af mor og datter med fokus på genbrug, miljø og social ansvarlighed.”

Fleksibilitet giver tryghed

I juli 2025 startede Liselotte i et småjob hos LeLop, hvor hun gør rent og går til hånde. I dag arbejder hun seks timer om ugen, fordelt på to dage med tre timer ad gangen.

En vigtig del af aftalen er fleksibiliteten. Hvis Liselotte har haft en nat med mange smerter og ikke har en god dag, kan hun flytte sin vagt til en anden dag. Det giver tryghed og gør det muligt for hende at være en del af arbejdspladsen.

Og det fungerer.

Jeg ved at jeg kan noget

Men betydningen rækker langt ud over arbejdstimerne.

“Jeg har selvfølgelig fået lidt flere penge til rådighed,” fortæller Liselotte. “Men det vigtigste er, at jeg har fået min selvtillid tilbage. Jeg ved, at jeg kan noget.”

Arbejdet har haft en stor betydning for hendes sociale angst. Liselotte har fået meget bedre styr på den. Hun er særligt stolt af, at hun nu kan tage metroen på dage med dårligt vejr – noget der tidligere føltes helt uoverskueligt. For Liselotte er det et kæmpe skridt.

Det ekstra rådighedsbeløb har også gjort en forskel i hverdagen. Liselotte har blandt andet kunnet spare op til at invitere sin yngste datter på ferie til Tyrkiet. Og så er hun mormor. Det betyder meget at kunne give sine børnebørn en fødselsdagsgave eller en julegave – uden bekymringer om, hvorvidt der er råd til aftensmad.

Liselotte arbejder på socialt frikort hos virksomheden LeLop

’Liselotte arbejder seks timer om ugen hos virksomheden LeLop, hvor hun gør rent og går til hånde. Det er en ordning som alle er glade for.

Lille job – Stor forskel

Da Claus besøger Liselotte på arbejde i marts 2026 bliver han mødt med et stort smil. Liselotte viser stolt rundt i butikken og fortæller om sine opgaver. Hun stråler. Det er tydeligt, at der er sket noget. Og hun er ikke den eneste der er tilfreds.

”[Vi har] haft stor glæde af at have Lise-Lotte ansat på et socialt frikort. Hele forløbet – fra den indledende samtale til selve oprettelsen i vores systemer – er forløbet utrolig professionelt og ligetil. Lise-Lotte er i dag en meget dygtig og afholdt kollega, der passer perfekt ind i vores team.” fortæller Heidi og Laura fra LeLop.

“Jeg håber virkelig, jeg kan blive her for altid,” siger Liselotte.

For hun har fundet et sted, hvor der er plads til hende – også på de dage, hvor kroppen gør mere ondt, eller sindet har det svært. Et sted med fleksibilitet, forståelse og fællesskab.

Og nogle gange er det netop det, der skal til, for at et lille job kan gøre en meget stor forskel.

Du kan også gøre en forskel

Vil du ansætte et menneske med socialt frikort i din virksomhed, så kontakt virksomhedskonsulent Claus Marios Gama på telefon 41 73 32 70 eller clausch@kofoedsskole.dk

Vær med til at skabe en forandring, der rækker langt ud over arbejdspladsen!

Projektet med det sociale frikort er støttet af Augustinus Fonden, Lauritzen Fonden og Asta & Jul.P. Justensens Fond.

Foto: Claus Mario Gama Tekst: Hasse Borg Søegren