Kofoeds Skoles Julemarked 2025: Gaver med mening og mennesker i centrum

Onsdag den 3. december inviterer Kofoeds Skole til et julemarked, hvor kreativitet, bæredygtighed og socialt fællesskab mødes. Her støtter du mennesker, der vil videre i livet og gør samtidig noget godt for miljøet. 

Når Kofoeds Skole den 3. december slår dørene op til årets julemarked, er det ikke bare julestemning, der fylder lokalerne i Holmbladsgade og Nyrnberggade. I boder og butikker bugner det af håndlavede produkter, kunst og design. Her finder du unikke julegaver med historie: Upcyclede smykker, håndlavede produkter af genbrugstræ, redesignet børnetøj og andre bæredygtige fund – skabt med omtanke for både mennesker og miljø.

Julestemning – med et twist

Til Julemarkedet finder du æbleskiver, gløgg og julepynt side om side med kunst og musik fra Kofoeds Skoles mange kreative elever. Markedets boder byder på smukt håndlavede juledekorationer, keramik og julepynt, mens du i Kofoeds Skoles butikker finder et væld af lækre vintage-fund. I de arkitekttegnede lokaler finder du kvalitetsmøbler, retro-inventar og smukt genbrugstøj, sammen med lokalt producerede delikatesser og wellnessprodukter.

Kunder i Kofoeds Skoles butikker til Julemarked på Kofoeds Skole

I Kofoeds Skoles butikker finder du vintagevarer, genbrugstøj og produkter fra Kofoeds Skoles værksteder

Bæredygtige julegaver som gør en forskel

På Kofoeds Skoles Julemarked kan du handle med god samvittighed. Alle produkter er genbrug, upcyclede designs, eller fremstillet af genanvendt tekstil, træ og metal på de sociale værksteder. Find unikke og personlige gaver til dine nærmeste og gør noget godt for miljøet. Samtidig støtter du op om Kofoeds Skoles arbejde med at hjælpe mennesker, der vil videre i livet.

”Når du køber en julegave her, giver du ikke bare noget videre. Du giver også et menneske mulighed for at genvinde troen på sig selv” siger Anne Bøtcher Jacobsen, Værkstedsleder på Kofoeds Skole.

Godt for mennesker og godt for planeten

Når Kofoeds Skoles elever skaber produkter af genanvendte materialer, reduceres behovet for ny produktion og dermed forbruget af energi, vand og råstoffer.

Samtidig får kasserede materialer nyt liv og værdi. Det betyder færre affaldsressourcer, mindre CO₂-udledning og et mere cirkulært forbrug.

Madbod til Kofoeds Skoles Julemarked

Overskuddet fra Julemarkedet bruges blandt andet til at tilbyde rummelige fællesskaber og kurser til mennesker i udsathed

Gør julens budskab til virkelighed

Julen er hjerternes fest og på Kofoeds Skoles julemarked kan du gøre en positiv forskel med dine juleindkøb. Overskuddet går til Kofoeds Skoles sociale arbejde, hvor dine køb på julemarkedet er med til at gøre juletiden lidt varmere for dem, som deltager i Kofoeds Skoles socialpædagogiske aktiviteter.

Kom og oplev den magiske julestemning, på et af Danmarks ældste sociale tilbud, hvor julens budskab bliver til virkelighed gennem fællesskab, kreativitet og livsglæde.

Praktisk information

Hvad: Julemarked på Kofoeds Skole
Hvem: Alle er velkomne. Der er gratis adgang
Hvor: Holmbladsgade 120 og Nyrnberggade 1, 2300 København S.
Hvornår: Onsdag 3. december kl. 13 – 18

Grafik: Gitte Bengtsson/Kofoeds Skoles Medieværksted, Foto og tekst: Hasse Borg Søegren