Jeg har ikke bare et rengøringsjob – jeg er en del af noget større
Der er pænt på Kofoeds Skole. Pænt og rent. Selv om der hver dag kommer 4-500 mennesker, der benytter 25 toiletter og går på 1000 m2 gulve, er her ordentligt. Affaldet er i skraldspandene, cigaretskodderne i askebægrene på terrasserne og der er kunst på væggene.
– ”Min største stolthed over at være teamleder for Rent & Pænt er, at eleverne, som er mennesker med udfordringer, tager ejerskab og sørger for, at her er pænt. Kofoeds Skole er deres, og de passer på stedet her. Det er vigtigt og helt afgørende for vores indsats”, fortæller teamleder Marianne Thejls.
Et rent socialt tilbud giver tryghed
Kofoeds Skole har 12 værksteder, hvor mennesker i udsatte positioner arbejder og er en del af et arbejdsfællesskab. Her er deres kompetencer og ønsker for egen personlig udvikling i centrum for indsatsen. Rent & Pænt er ét af de 12 værksteder med 28 elever tilknyttet, men er samtidig også arbejdsplads for seks mennesker i fleksjob:
– ”Kofoeds Skole vil gerne støtte alle i at have et arbejdsliv. Og det skal vores rekruttering jo afspejle. Derfor er fleksjobbere, som er mennesker, der af forskellig årsager ikke kan arbejde på fuld tid, en høj prioritet i ansættelsen i Rent & Pænt. Vi har brug for fastansatte for at sikre en kontinuitet i den daglige rengøring. Det skaber tryghed og anerkendelse af dem, der kommer her, at her er rent og pænt”, siger Marianne.

Pernille Lewis er ansat i fleksjob i Rent & Pænt
Jeg har ikke bare et rengøringsjob
Rengøringspersonale er mange steder dem, der ikke bliver set. Dem, som man kun bemærker, når de ikke har været der. Når skraldespandene ikke er tømt eller bordene ikke er tørret af. Men sådan er det ikke på Kofoeds Skole, fortæller Pernille Lewis:
– ”Jeg gør rent i Café Kanten, hvor der hver morgen bliver serveret gratis morgenmad. Og når jeg siger ”godmorgen”, er der hver gang 10-20 mennesker, der løfter hovedet og siger ”godmorgen”. Så bliver man da glad i låget, for jeg bliver gang på gang bekræftet i, at jeg ikke bare har et rengøringsjob, jeg er en del af noget større – jeg er en del af hele Kofoeds Skoles virke. For vi snakker med hinanden. Vi ser hinanden. På kryds og tværs”.
Pernille er ansat i Rent & Pænt 10 timer om ugen, har lungekræft og KOL og kan derfor ikke arbejde fuld tid.

Lasse er elev på Kofoeds Skole og tager selv initiativ til at rengøre områder på Kofoeds Skole
Frihed giver ansvar
Lasse er elev på Kofoeds Skole, er aktiv i Rent & Pænt og trives med selv at udpege de områder, der trænger til at blive gjort rent.
– ”Jeg ville ikke fungere ved at få fortalt, hvad jeg skal lave og hvornår. Jeg ser noget, der trænger til at blive gjort rent og spørger så Marianne, der altid bakker op. Så får jeg en spisebillet til kantinen eller et beløb på mit værdibevis til butikkerne for de timer, jeg gør rent. Det er friheden til selv at bestemme, der motiverer mig og så det, at det er rart at gøre noget, som bliver værdsat”, fortæller han.
Pernille supplerer:
– ”Jeg glæder mig til at komme på arbejde. Kofoeds Skole er en arbejdsplads med så meget anerkendelse. Når jeg har en dårlig dag og er udmattet på grund af min sygdom, overvejer jeg at melde mig syg. Men så tænker jeg på alle dem, jeg ikke får hilst på og tager afsted”.

