Frivillig i Kofoeds Skoles cykelværksted og -butik
Vil du være frivillig i Kofoeds Skoles cykelværksted og -butik?
Vi søger frivillige, der har lyst til at være en del af et praktisk-orienteret, socialt værksted og møde nye mennesker.
I Kofoeds Skoles cykelværksted og -butik reparerer vi gamle cykler og bygger ’nye’ brugte cykler til vores butikker ud af de donationer vi modtager.
Som frivillig i Kofoeds Skoles cykelværksted og -butik deltager du i et åbent, imødekommende og serviceminded miljø, hvor du er i kontakt med både kunder, skolens elever, ansatte og andre frivillige.
Hvad skal du lave?
Som frivillig på cykelværkstedet arbejder du side om side med vores cykelmekaniker og skolens elever med en eller flere af følgende opgaver:
- Montering af dæk, slanger, kæder, lygter og almindelige reparationer
- Faglige input til produktion og aktiviteter indenfor værkstedets rammer
- Skaffe materialer, donationer og kontakter udenfor huset
Vi sørger for en grundig introduktion til opgaverne, et godt og frugtbart arbejdsmiljø, samt søde og sjove kolleger at dele opgaverne med.
Vi forestiller os at du:
- Er ressourcestærk, rummelig og kan lide at møde nye mennesker
- Spreder godt humør
- Er mødestabil
- Har erfaring med at reparere og/eller bygge cykler
- Har lyst til at arbejde tæt sammen med både ansatte og Kofoeds Skoles elever
Hvad får du ud af at være frivillig på Kofoeds Skole?
Som frivillig i Kofoeds Skoles cykelværksted og -butik bliver du en del af et meningsfuldt og levende miljø med engagerede mennesker.
Du får mulighed for at gøre en forskel, lære nyt og udvikle både personlige og faglige kompetencer. Vi tilbyder desuden gerne en udtalelse til dit CV.
Praktisk information
Kofoeds Skoles cykelværksted og -butik ligger i stueetagen på Kofoeds Skole på Amager.
Butikkens adresse er Nyrnberggade 1, 2300 København S.
Som frivillig i Kofoeds Skoles cykelværksted har du mulighed for at engagere dig indenfor Cykelværkstedets åbningstider. De er tirsdag kl. 08:00-12:00, onsdag kl. 08:00-15:45, torsdag kl. 08:00-17:00 og fredag kl. 08:00-14:00. Vi aftaler, hvor ofte du har lyst til at komme og hjælpe.
Sådan bliver du frivillig på Kofoeds Skole
Send en kort ansøgning og dit CV til Esben Amdisen på esbena@kofoedsskole.dk, hvor du fortæller, hvorfor du gerne vil være frivillig hos os.
Du er også velkommen til at ringe på 41 73 31 13, hvis du har spørgsmål.
Om Kofoeds Skole
Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.
Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.
Foto: Kofoeds Skoles arkiv