På Kofoeds Skole er bæredygtighed sund fornuft
I de sidste 10 år har vi arbejdet fokuseret med bæredygtighed på Kofoeds Skole. Det har givet flotte resultater. Nu barsler vi med flere initiativer, der skal mindske Kofoeds Skoles klimaaftryk, på adresser over hele Amager.
På Kofoeds Skoles hovedafdeling på Holmbladsgade kommer hver dag ca. 400 voksne mennesker, der – for øjeblikket – ikke kan deltage i samfundet på samme vilkår som de fleste. I rummelige undervisnings- og arbejdsfællesskaber lærer de nye kompetencer og tager et medansvar for at forbedre deres livssituation. Det kalder vi for ’Hjælp til Selvhjælp’.
Siden 2015 har bæredygtig adfærd og levevis været en integreret del af arbejdet på Kofoeds Skole. I skolens tilbud bliver der i stigende grad arbejdet med genbrug og upcycling; affaldet sorteres, så mest muligt kan genanvendes og i kantinen arbejder vi aktivt med at reducere madspild. Sideløbende har investeringer i bygningsmassen reduceret Kofoeds Skoles energiomkostninger med over 40 % i forhold til 2014.
Miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt
Lars Øbing, Administrationschef på Kofoeds Skole, udtaler: ”Hvis alle mennesker på jorden havde et forbrug som gennemsnitsdanskeren ville det kræve ressourcer fra fire jordkloder. Vi vil gerne vise hvordan man kan foretage relevante investeringer og ændringer i det daglige forbrug for at reducere den belastning. Vi deler vores erfaringer, så vi kan inspirere andre. Vi kan kalde det en slags ’Hjælp til Selvhjælp’ på samfundsplan. Og så er det altså også økonomisk sund fornuft – mange af de nye investeringer vi lægger op til har tjent sig selv hjem i løbet af 10 – 15 år.”
De sidste 10 års investeringer har, alene på el- og varmeforbruget, reduceret Kofoeds Skoles klimaaftryk med 79 ton CO2 om året. Det svarer til 6.715.000 kørte kilometer i en gennemsnitlig diesel- eller benzinbil. Dertil kommer den miljømæssige forbedring, som Kofoeds Skole bidrager med gennem genbrug og upcycling. En metode, som også Røde Kors anvender, anslår klimaeffekten af Kofoeds Skoles genbrugsaktiviteter til knap 89 ton sparet CO2 om året.
Vi kan godt få alle med
De næste skridt går i mange retninger. I 2023 går vi i gang med at etablere en offentligt tilgængelig genbrugsplads på Kofoeds Skoles område i samarbejde med Københavns Kommune. På skolens grønne områder ser vi på, hvordan vi kan fremme biodiversiteten. I transportafdelingen udskifter vi de udtjente benzinslugere med el-biler. Og så etablerer vi endnu flere solceller og bedre isolering i vores bygninger på hele Amager – særligt vores botilbudene til unge hjemløse på Badensgade, Thingvalla Allé og Peder Lykkes vej. De nye initiativer giver os en yderligere reduktion på ca. 34 tons CO2 om året, hvis de alle gennemføres.
”Omstillingen til et bæredygtigt Danmark er en kæmpe opgave. Når vi har den samtale, så er der nogen der bliver bekymret for om vi kan få alle med på vognen. Det vil vi gerne vise, at vi kan. Vi skal og vil tage vores del af ansvaret.” siger Lars Øbing.
Faktaboks – De vigtigste investeringer, Kofoeds Skole har foretaget, for at reducere CO2-udledning og energiforbrug:
- Nye og bedre isolerende vinduer i hovedbygningens knap 10.000 etagemeter
- Udskiftning til vandbesparende toiletter og håndfri vaske i store dele af hovedbygningen
- Etablering af 612 m² solceller på taget af hovedbygningen
- Etablering af LED-lys og bevægelsesfølere på hovedskolen
- Etablering af store opsamlingstanke til vandgenbrug
- Omlægning til bedre og billigere affaldssortering
- Etablering af 4 butikker i Nyrnberggade til salg af genbrugsvarer og upcyclede produkter
Om Kofoeds Skole
Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i socialt udsatte og sårbare positioner. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.
Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.
Foto: Hasse Borg Søegren
