Fra elev til hjælper: Marcus vil give andre den støtte, han selv fik
Marcus er 58 år, elev på Kofoeds Skole Århus og førtidspensionist. Flere gange om ugen møder han ind på arbejde på Kofoeds Skole. Nu er han klar til næste skridt. Han vil uddanne sig til peer-medarbejder, så han kan bruge sine egne erfaringer til at hjælpe andre.
For Marcus handler det ikke kun om at komme videre selv. Han vil gerne hjælpe andre.
– “Jeg kan se rigtig mange mennesker, som mangler at få den der skulder, de kan læne sig op ad.”
Og den skulder kan være mange ting, siger Marcus. Det kan være gåtur. Spille et brætspil sammen eller tage på en fisketur. Lave en tegning eller bare være de lyttende ører.
– ”Det behøver ikke være kompliceret at gøre en forskel for et andet menneske. Nogle gange handler det ganske enkelt bare om at være der for hinanden”.
Fra nedrullede gardiner til nye muligheder
Marcus kom til Kofoeds Skole Århus efter flere år, hvor livet havde været svært. Flere familiemedlemmer var døde og Marcus trak sig fra omverdenen og havde svært ved at forestille sig, at han igen skulle blive en del af et fællesskab.
Det var en veninde, der fortalte ham om Kofoeds Skole. Men det første år var en stor omvæltning.
– “Jeg græd en del det første år, og jeg syntes, det hele var så grænseoverskridende”.
For efter en lang periode med isolation og nedrullede gardiner var det en stor ændring at skulle ud ad døren og møde andre mennesker igen.
Men langsomt begyndte noget at ændre sig.
På Kofoeds Skole oplevede Marcus, at medarbejderne så ham som det menneske, han var – med både udfordringer, ressourcer og muligheder.
– “Min oplevelse er, at personalet her er så gode til at se mennesket bag og løfte den enkelte i den rigtige retning.”
Marcus beskriver samarbejdet med Kofoeds Skole som en personlig kompasnål, hvor man sammen snakker om: Hvor er du nu? Hvor vil du gerne være om et halvt år? Har du for meget fart på – eller har du brug for at tage det lidt mere roligt?

Kofoeds Skole Århus har træværksted, hvor elever både laver egne kunstprojekter og produkter til det årlige julemarked
Socialt frikort gør en forskel
I dag er arbejde også blevet en del af Marcus’ hverdag.
Han er visiteret til socialt frikort, som giver ham mulighed for at tage lønnede arbejdsopgaver på et niveau, der passer til hans situation. Han har blandt andet hjulpet til i køkkenet ved et arrangement på Kofoeds Skole og hjælper indimellem med at Kofoeds Skole kan holde aftenåbent.
For Marcus handler arbejdet om mere end løn. Det handler om at kunne bidrage, være en del af et fællesskab og mærke, at han kan noget.
– “Det er også en prøve for mig i, hvad jeg egentlig kan overskue, og hvad jeg kan opnå i dag, efter jeg har været nede og ligge i så mange år.”
Nu vil Marcus give noget videre
Den næste drøm er peer-uddannelsen, som Recoveryskolen i Psykiatriens hus i Århus tilbyder. En peer-medarbejder bruger sine egne erfaringer til at støtte andre, der står i svære perioder i livet.
For Marcus giver det god mening at bruge sine erfaringer til at støtte mennesker, som står i nogle af de udfordringer, han selv har mødt.
Men ambitionen stopper ikke dér.
På længere sigt drømmer Marcus om at bringe uddannelsen med tilbage til Kofoeds Skole Århus og være med til at skabe endnu flere muligheder for mennesker, der ligesom ham selv har brug for en vej videre.
– ”Men du skal ville det selv, ellers kommer du ikke nogen vegne. Du skal selv sætte foden foran, så du kan få et venligt skub”
Tekst: Jorunn Lande Messel. Foto: Rasmus Bjørnholdt Sørensen

