Vil du være med til at gøre en forskel for marginaliserede borgere? Vi søger en engageret socialrådgiver til et barselsvikariat i rådgivningsafdelingen på Kofoeds Skole.

Vores målgruppe spænder bredt imellem borgere, der modtager offentlige ydelser. Derfor ynder vi at kalde vores socialrådgivere generalister.

Vi søger derfor en kollega, som er alsidig og initiativrig, og har lyst til at være del af et dynamisk og engageret team.

Hvad skal du lave?

Din opgaver vil særligt bevæge sig indenfor det sociale- og beskæftigelsesfaglige område med bl.a. fokus på relations- og netværksarbejde, modtagelse og introduktion af nye borgere, tværfagligt samarbejde og opstilling af mål og delmål for den enkeltes forløb samt sparring med skolens pædagogiske personale.

Hvad kigger vi efter?

Du er uddannet socialrådgiver, gerne med flere års erfaring og erfaring fra psykiatri- og beskæftigelsesområdet og et solidt kendskab øvrige sociale tilbud og institutioner i Københavnsområdet.

Sådan søger du stillingen

Hvis du er interesseret i jobbet, så læs det fulde jobopslag og send os en ansøgning via vores rekrutteringssystem.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Nicolai Bysted Christesen, tlf. 4173 3110. Har du spørgsmål til ansættelsesvilkårene, er du velkommen til at kontakte personalechef Bente Fasmer på 4173 3269.

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler 17. august 2026.

Om Kofoeds Skole

Kofoeds Skole er et socialt tilbud, der hvert år hjælper 3.600 mennesker i en ny retning. Mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, som ønsker at tage et medansvar for at komme videre fra deres omvej i livet.

Kernen i Kofoeds Skoles arbejde er en stærk tro på, at ethvert menneske glædes og vokser ved at skabe og tage ansvar for sit eget liv. Det omsætter vi til praksis ved at tilbyde brugerne – eller ’elever’ som de kaldes i dagligdagen – undervisning, arbejdsfællesskaber og rådgivning, hvor de kan aktivere, opbygge og udvikle deres personlige ressourcer, kompetencer og selvværd.