Kofoeds Skole var i dag under skærpet tilsyn, ikke pædagogisk forstås, men af nogle bredskuldrede sikkerhedsfolk fra Politiets Efterretningstjeneste.  “Du må ikke parkere der”, ordlyden var klar og kontant, da en af skolens mangeårige medarbejdere forsøgte at parkere hvor hun altid parkerer, nemlig lige foran “Standsning Forbudt” skiltet ved Ungdomsboligen på Peder Lykkes Vej. Sikkerheden var i top og det var humøret også, og i dagens anledning var der gjort lidt ekstra rent og sat kage frem på bordet i fælleskøkkenet. Årsagen var, at Statsminister Mette Frederiksen, sammen med den socialdemokratiske overborgmesterkandidat i København, Sophie Hæstorp Andersen, aflagde én af Kofoeds Skoles Ungdomsboliger på Peder Lykkes Vej, et besøg. Selvom ungdomsboligen for nogle år siden blev renoveret og opgraderet til “passivhus” med et lavt energiforbrug, så var stemning blandt de unge beboere bestemt ikke passiv, for de fik lejlighed til at stille spørgsmål og fortælle om deres egen situation. “Det var en smule overvældende, hun (Mette Frederiksen) spurgte hurtigt ind til min personlige situation.” sagde en af de unge mens Statsministeren efter en lille time fik sagt farvel og taget lidt selfies, med de unge som ønskede det. “Men hun er faktisk ikke den første Statsminister jeg har mødt, jeg har også tidligere mødt Helle Thorning Schmidt” fortæller én af de unge, inden de haster videre til aftensmaden, hvor der uden tvivl bliver talt videre om dagens gæster.