Hjælp til selvhjælp
Hjælp til selvhjælp
Kofoeds Skole hjælper mennesker i socialt udsatte positioner, med at tage et medansvar for at forbedre deres livssituation. Kernen i vores socialpædagogiske arbejde er princippet om ‘Hjælp til Selvhjælp’.
Den pædagogiske tilgang
Vores pædagogiske metode kalder vi ‘Hjælp til Selvhjælp’. Den bygger på en overbevisning om, at mennesker glædes og vokser, når de får mulighed for at skabe og tage ansvar for deres eget liv. Derfor ser vi det som vores opgave at hjælpe den enkelte elev med at aktivere, opbygge og udvikle deres egne personlige ressourcer, kompetencer og selvværd, med henblik på, at eleven kan magte mere selv. Med andre ord ser vi princippet om ‘Hjælp til Selvhjælp’ som en empowerment-strategi, hvis mål er at styrke den enkelte.
Alt vores arbejde bygger på en dyb respekt for det enkelte menneske og vi tror på, at alle har lige værd og ret i samfundet. Derfor anerkender vi også, at den udvikling vi støtter hos individet er forskellig fra menneske til menneske. Fælles for Kofoeds Skoles indsatser er dog, at eleven, i størst mulig grad, selv skal være den udførende og ansvarlige for at udvikle egne ressourcer og muligheder.
”Vi hjælper ikke for at hjælpe, men for at opbygge (udvikle)” – citat: H.C. Kofoed
Hjælp til Selvhjælp i praksis
Gennem værkstedsarbejde, undervisning, rådgivning, praktisk hjælp og socialt samvær lærer, hver enkelt elev at hjælpe sig selv videre i livet. På skolens værksteder samarbejder eleverne med de pædagogiske medarbejdere om et fælles mål og får derigennem nye kompetencer.
Hvad vil Kofoeds Skole?
Kofoeds Skoles mål er at yde hjælp til selvhjælp til mennesker, der har sociale vanskeligheder. Hvordan vi har forfulgt det mål konkret har ændret sig sammen med tiden. Forskellige tider kræver forskellige indsatser.
Spørgsmål om Kofoeds Skole
Spørgsmål om Kofoeds Skole
Vi har prøvet at samle nogle af de spørgsmål, vi oftest bliver stillet om Kofoeds Skole her:
Hvorfor hedder det ‘Kofoeds Skole’?
Kofoeds Skole er grundlagt i 1928 af kordegn Hans Christian Kofoed. Vi kalder os en skole, fordi vi er et sted, hvor du lærer. Alle der kommer på Kofoeds Skole er derfor elever. I værksteder, undervisning, rådgivning og sociale fællesskaber, lærer ‘eleverne’ nye kompetencer og indgår i socialt samvær.
Er Kofoeds Skole en offentlig organisation?
Kofoeds Skole er en selvejende institution. Vores arbejde hviler på et kristent og folkeligt grundlag, der respekterer det enkelte menneskes værdi og ligeret. Den inderste kerne i denne holdning er den kristne næstekærlighed og solidaritet, der ikke skal forkyndes i ord, men vises gennem varme og respekt i alle vores aktiviteter.
Kofoeds Kodeks
Kofoeds Kodeks
På Kofoeds Skole er vi mange forskellige mennesker, der skal have en hverdag sammen. Derfor er det vigtigt at vi har nogle rammer for vores samvær, som gør det rart at være i. En såkaldt ‘code of conduct’. Derfor har vi udformet nogle retningslinier for, hvordan vi gerne vil være sammen på Kofoeds Skole og hvad man kan forvente som en del af vores fællesskab. Det har vi valgt at kalde for Kofoeds Kodeks.
Fotos på denne side: Anders, Torben Pedersen, Hasse Borg Søegren