Man skal møde folk i øjenhøjde – også når de ligger ned

Per Fly er filminstruktør og er kendt for en række film- og tv-produktioner, blandt andet filmtrilogien “Bænken”, “Drabet” og “Arven” og TV-serien “Bedrag”.

Og så er Per Fly en del af Kofoeds Skoles repræsentantskab, der sammen med bestyrelsen er ansvarlig for Kofoeds Skoles økonomi og indsats for udsatte mennesker. 

– ”Det er en ære at sidde i repræsentantskabet. Der sidder jo en vild kapacitet af mennesker. Poul Nyrup, Christine Antorini, Robert Olsen…. Det er jo virkelig dygtige folk, der sidder der og som arbejder på forskellige sociale institutioner og har et sprog omkring indsatsen. Mine ører bliver dobbelt så store, når jeg er til repræsentantskabsmøder, for her kan jeg få noget at vide, jeg ikke kan andre steder. Og det er en foræring”, siger Per Fly.

Jeg er vokset op med “Manden på bænken”

Få læst historien op

Vi tilbyder oplæsning af artiklen gennem vores partnerskab med ElevenLabs. Teksten læses op af en AI-genereret stemme og der kan være steder, hvor udtalen ikke er perfekt.

Tryk på afspilleren for at få læst historien op.

Loading the Elevenlabs Text to Speech AudioNative Player...

Per Fly er vokset op i Brårup uden for Skive i en lejlighed, der lå oven på forældrenes købmandsbutik. Brårup var et arbejderkvarter, beboelsen var kommunehuse og arbejdspladserne var på renovationen og lossepladsen. Købmandsbutikken var samlingssted for byens øldrikkere. Hver dag stod der 8-15 mænd i købmandsbutikkens baglokale og drak øl:

– ”Man kan sige, at jeg er vokset op med ”Manden på bænken”. Jeg er blevet passet i de der gamle 50 flaskers ølkasser og så sad jeg der hos dem eller ude på fortovet. Og det var et eventyr, for de var så søde ved mig”, fortæller Per Fly.

Der var dem, der drak dagen lang i baglokalet, men så var der også dem, der drak på vej til og fra arbejde:

– ”Der var et lille bitte baglokale bag ved frugten og der stod dem, der skulle have en øl eller to inden de tog på arbejde. Det handlede udelukkende om at hælde øllen ned. Der var én, der fyldte en tom flaske op med vand og så skulle jeg vende den flaske på hovedet og lade vandet løbe. Og han kunne drikke sin øl hurtigere end vandet i min flaske kunne løbe ud”.

Alle drak øl og havde øgennavne

Per Fly understreger, at det ikke var utrygt med de mange øldrikkende mennesker – tværtimod – det var en velkendt og tryg del af hverdagen:

– ”Det med øllene betød ingenting. Alle drak øl, så jeg var vant til det. Det var ”Huset på Christianshavn-tiden”, alle har jo en øl i hånden hele tiden i den TV-serie og sådan var det også hos os. Alle voksne mænd drak øl og alle havde øgenavne. Der var Hundehandleren, som solgte hunde, min bedste ven hed Peter Glas, hans far var glarmester og jeg hed Per Købmand, fordi min far var købmand”.

 Per Fly har været en del af Kofoeds Skoles repræsentantskab siden 2018

Man skal møde folk i øjenhøjde

Per Fly flytter hjemmefra som 17-årig, bor i Århus i 10 år, inden han søger ind på Filmskolen på instruktørlinjen i København. Og kommer ind. Som nyuddannet i 1993 læser han en kronik, der bliver retningsgivende for Per Flys arbejde som kunstner og filminstruktør:

– ”Præsten Bjarne Lenau Henriksen skrev, at man skal møde folk i øjenhøjde – også når de ligger ned. Og det er siden blevet min regel. Hvis jeg vil være kunstner, skal jeg være nysgerrig på verden. Så skal jeg ikke dele verden op i klodser, så den bliver nem at forstå. Jeg skal finde ud af verdens kompleksitet ved at tale med mennesker. For eksempel med ”Manden på bænken”. Du er vant til at se ham fuld på en bænk. Men hvis du nu tager ham væk fra bænken og kigger på ham, så er han også en familiefar, eller har været det, han har haft en drøm, og har måske haft en stor virksomhed. Pludselig bliver din oplevelse af ham helt anderledes, fordi han bliver et menneske og ikke bare et menneske på en bænk”, fortæller Per Fly.

Kaj i “Bænken” (tv. spillet af Jesper Christensen) er tidligere stjernekok, nu arbejdsløs og i et alkoholmisbrug (Foto: Zentropa)

Per Fly er aktuel med en krimi, en ny TV-serie ved navn Reservatet om en filippinsk au pair, der arbejder for en familie i Nordsjælland og som forsvinder:

– ”Det bedste jeg ved i mit fag, det er at researche. Og det er lige spændende at researche i de rige miljøer som i de fattige miljøer. Det er interessant at komme om bag facaden. At tale med de mennesker, du portrætterer. I TV-serien, der har premiere om 14 dage, har vi arbejdet med filippinske au pair-piger. Og det er jo enormt spændende at komme ind i den verden og finde ud af, hvad er det for noget? Hvad er reglerne? Den hårdeste research, jeg har lavet, er til Drabet, for der talte jeg jo med mennesker, der havde slået et andet menneske ihjel”.

Persongalleriet i Reservatet: To rige nordsjællandske naboer og deres filippinske au pair-piger (foto:Netflix)

Farligt at bruge sig selv som målestok

Per Fly har en interesse for mennesker, der har mere at slås med end andre:

– ”Jeg har stor respekt for udsatte folk, fordi vi andre drømmer ikke om, hvor hårdt det er at leve som for eksempel alkoholiker på gaden. Det er et meget stærkt menneske, der kan det. Og jeg har den dybeste forståelse for, at de ikke kan holde op med at drikke, for det er eddermame svært, når man er afhængig”.

Per Fly arbejder med at forstå og leve sig ind i sine karakterer ved at tale med mennesker, som selv lever i den verden eller har haft de oplevelser – for at se det fra deres synspunkt. Det er vigtigt understreger han, fordi vi har en tendens til kun at se verden fra vores eget perspektiv:

– ”Så hvis du er alkoholiker, så kigger jeg på dig gennem det filter, der hedder, ”Hvordan ville jeg selv være alkoholiker?” Og ”Jeg ville jo bare holde op med at drikke, fordi det er dumt”, men så enkelt er det jo ikke. Man bruger ofte sig selv som målestok. For eksempel kan vi tænke om hende, der er rig ”Hold kæft, det skulle have været mig. Jeg ville være god til det der”. Men det kan være, hun har det ad helvede til. Så det er meget farligt hele tiden at bruge sig selv som målestok. Man skal møde folk der, hvor de er, lytte og se – ligesom I gør her på Kofoeds Skole”, siger han.

Tekst: Jorunn Lande Messel