Vil du være frivillig i Café Himmelblå – Kofoeds Skoles kantine?
Vi søger frivillige, der har hænderne godt skruet på og som vil gå til hånde med praktiske gøremål i vores sociale køkken.

I Café Himmelblå laver vi hver dag mad til skolens ca. 250 elever og ansatte.

Caféen er et af Kofoeds Skoles sociale arbejdsfællesskaber og foruden 4 fuldtidsansatte, to flexjobber og en frivillig, har vi mellem 0-10 elever tilknyttet køkkenet. Vi er et moderne køkken og vi bestræber os på, at lave sund og god mad til vores elever og ansatte. Vi sætter en ære i, at bruge alle de produkter vi får fra fødevarebanken på en god og kreativ måde. Til dagligt laver og serverer vi varme retter, kolde retter og desserter. Derudover er der kassebetjening, servering, oprydning, rengøring, opvask og små reparationer.

Som frivillig i Café Himmelblå indgår du i dagligdagen i køkkenet side om side med vores kokke og skolens elever, hvor du har lyst til at gå til hånde med en eller flere af følgende opgaver:

  • Småreparationer
  • Sætte varer på plads til uddeling
  • Sætte bestillingsvarer frem
  • Servering
  • Oprydning og rengøring
  • Forefaldende arbejde
Lidt om dig

Vi forestiller os at du:

  • Er tålmodig, rummelig og ressourcestærk.
  • Har hænderne skruet rigtigt på.
  • Er stærk og har en god fysik.
  • Har humor og let til latter.
  • Er mødestabil.
  • Har lyst til at lære fra dig
  • Kan lide at møde nye mennesker.

Hvad får du ud af at være frivillig i Café Himmelblå?

Som frivillig i Café Himmelblå er du først og fremmest med til at gøre en vigtig forskel for mennesker i udsatte positioner.

Derudover bliver du en del af et meningsfuldt og socialt arbejdsfællesskab, hvor du kan udvide dit netværk og tilegne dig nye personlige og faglige kompetencer, samt erfaring og udtalelser til dit CV.

Vi stiller arbejdstøj og sko til rådighed og du får gratis morgenmad og frokost når du er frivillig i Café Himmelblå.

Praktisk information

Café Himmelblå ligger på 3.sal på Kofoeds Skole på Amager, Holmbladsgade 120, 2300 København S.

Som frivillig i Café Himmelblå har du mulighed for at engagere dig indenfor køkkenets åbningstider, som er alle hverdage fra kl. 06:30-13:30. Vi tilrettelægger arbejdstiden, så den passer til dig.

Om Kofoeds Skole

Siden 1928 har Kofoeds Skole tilbudt uddannelses- og arbejdsfællesskaber, til voksne mennesker, der – for øjeblikket – ikke kan deltage i samfundet på samme vilkår som de fleste. Mennesker med mere i bagagen. Men også mennesker med mere at byde på. Kort sagt, mennesker med mere.

Hvert år benytter omkring 3600 mennesker sig af vores værksteder og undervisningshold. Her lærer de nye kompetencer, indgår i sociale fællesskaber og tager selv et medansvar for at forbedre deres livssituation. Det kalder vi ’Hjælp til Selvhjælp’.

Som frivillig på Kofoeds Skole er du en vigtig del af dette arbejde og du er med til at bidrage til en positiv hverdag for mennesker i udsatte positioner.

Du kan læse mere om vores tilbud på http://kofoedsskole.dk/vorestilbud/

Hvis du ikke vil være fast frivillig, men vil hjælpe til ved events og kortere projekter, f.eks. markeder, eller juleaften på Kofoeds Skole, så bliv medlem af vores Facebook-gruppe, ‘Frivillige på Kofoeds Skole‘.