I 95 år har kunsten været en trofast følgesvend
af Robert Olsen, forstander på Kofoeds Skole
I 95 år har kerneopgaven på Kofoeds Skole været at rumme og støtte mennesker, der har svært ved at finde en plads i samfundet. Mennesker som har været bundet tæt sammen med det kreative, det alternative, det skæve og det kunstneriske.
Sociale tilbud rimer måske ikke ligefrem på kunst. Ikke desto mindre er det min oplevelse, at de fleste har mødt Kofoeds Skole første gang gennem kunst. Mere specifikt rockpoesi. De kender nemlig Kofoeds Skole fra sangen Langebro, som Gasolin udgav på deres første plade i 1972. Her synger Kim Larsen (1945-2018) ”Jeg gik forbi dæmonernes port, ud for Kofoeds Skole, der stod en flok og drak sig ihjel”. Med ordene maler den hedengangne nationalskjald et meget tydeligt billede af Kofoeds Skole og de mennesker der havde deres gang der i 70’erne.
Dæmonernes port lever endnu
I dag – 95 år efter grundlæggelsen på Christianshavn og 51 år efter ”Gassernes” ørehænger – er Kofoeds Skole ikke længere et sted, hvor folk ”står og drikker sig ihjel”. Men ”Dæmonernes Port” lever som symbol i bedste velgående. De mennesker der deltager i vores tilbud i dag er en bred skare af voksne mennesker, der – for øjeblikket – ikke kan deltage i samfundet på samme vilkår som de fleste. I manges tilfælde fordi de slås med indre dæmoner i form af stress, rusmiddelafhængighed, sårbarhed og psykisk sygdom.
Hvert år deltager omkring 3600 mennesker i arbejds- og undervisningsfællesskaberne på Kofoeds Skole. Andre deltager i vores tilbud til unge hjemløse, eller til grønlændere i udsatte positioner. På vores værksteder og kurser lærer de nye kompetencer, indgår i sociale fællesskaber og tager et medansvar for at forbedre deres livssituation. Det kalder vi ’Hjælp til Selvhjælp’. Det har faktisk ikke ændret sig så meget siden skolens grundlæggelse i 1928. Og lige som metoden har kunsten været en trofast følgesvend fra starten af.
Dæmonernes port:
‘Dæmonernes Port’ ligger lige rundt om hjørnet fra det der i dag er Christianshavns Beboerhus. Fra 1951 – 75 husede bygningen Kofoeds Skole.
Kunsten flytter med
Den første Kofoeds Skole i København lå i Overgaden Oven Vandet nr. 6 på Christianshavn. Det var i Christians Kirkens menighedslokaler – i kælderen i det, som hedder Stanleys Gård. Her startede kordegnen Hans Christian Kofoed (1898-1952) i 1928 det sociale arbejde, der med tiden blev til Kofoeds Skole. Palæet Stanleys Gård blev bygget af billedhuggeren Simon Stanley (1703-1761), som var hofbilledhugger hos Kong Frederik V. Så allerede på vej ind ad døren til det, som for 95 år siden hed Christians Sogns Arbejdsstuer, har Kofoeds Skole og kunsthistorien været flettet sammen.
I de første år flyttede Kofoeds Skole rundt mange steder på Christianshavn. Fra 1951 til 1975 lå den i Dronningensgade i det nuværende Christianshavns Beboerhus. I 1975 flyttede vi til Holmbladsgade på Amager, hvor vi har adresse i dag. Og hver gang er kunsten flyttet med. Fra det første logo af kunstneren Viggo Guttorn Petersen i 1930, over de vilde tressere, hvor Tom Krøjer lavede et eksperimenterende kunstværk med 1800 nummererede træklodser på Dronningensgade; til 2021, hvor et 8 m. højt kombineret kunstværk og rygerum blev indviet på vores matrikel på Holmbladsgade.
Et hjørne af dansk kunsthistorie
Kofoeds Skole har, på sin egen måde, fået et lille hjørne af den danske kunsthistorie, som fletter sig ind i hverdagen og skolens historie. Op til Kofoeds Skoles 95 års fødselsdag er vi dykket ned i den historie og har udgivet bogen Kofoeds Skole og kunsten. I arbejdet med bogen dukkede der historier og anekdoter op om billedkunst, skulpturer, tegninger, fotografier, litteratur og musik på Kofoeds Skole. Og der er sågar dukket ny kunst op, som for længst var glemt og borte.
I dag kan man på skolen opleve værker af Henry Heerup, Hans Scherfig, Randi og Katrine, HuskMitNavn og over 80 andre kunstnere – anerkendte, såvel som ukendte. I kælderen under vores hovedindgang åbnede vi for 3 år siden vores eget galleri: Galleri UnderKant. Galleriet er booket med planlagte udstillinger helt frem til 2024.
De udstillende kunstnere i Galleri UnderKant har ofte selv deltaget i Kofoeds Skoles kreative tilbud. Her har de været en del af rummelige og tålmodige fællesskaber, som understøtter og engagerer deltagerne i blandt andet film, teater, design, musik, skrive- og billedkunst. Kort sagt – i at skabe – at være kreative – at være kunstneriske!
Kofoeds Skole og kunsten:
7. december 2022 udkom ‘Kofoeds Skole og Kunsten’ – en kunstbog om kunst der hænger på, eller handler om Kofoeds Skole.
‘Kofoeds Skole og kunsten’ kan købes i Kofoeds Skoles socialøkonomiske butikker på Nyrnberggade og i museumsbutikker på bl.a. Louisiana og SMK.
Læs mere om bogen på https://kofoedsskole.dk/kofoeds-skole-udgiver-kunstbog/
Hash og sneglehuse
Denne kreative del af arbejdet tog sin begyndelse netop i 1970’erne, da Kofoeds Skole stadig lå på Christianshavn – dør om dør med drengene fra Gasolin. Stofmisbrugere udgjorde dengang en væsentlig del af de mennesker der kom på skolen. Og mange af dem var involveret i musik og billedkunst. Stofferne og det kreative hørte uløseligt sammen i tressernes ungdomskultur.
Kofoeds Skole tog udgangspunkt i dette og tilbød undervisning i kreative aktiviteter, for at motivere folk til at komme på skolen – hvor man så kunne få hjælp til at overkomme misbruget. Man kan se de nye tider komme i en avisartikel fra 1968 som fortæller om en utraditionel juleudstilling, hvortil ”hashrygerne har lavet et psykedelisk sneglehus”.
En stemme til de stumme
Den tilgang provokerede nogen, men daværende forstander for Kofoeds Skole Erhard Jørgensen stod fast og udtalte i forbindelse med en udstilling at: ”De ’kunstneriske’ udfoldelser er sammen med diskussioner af ofte provokerende karakter led i et forsøg på at få de ca. 3.000 elever på skolen til at opleve sig selv på en ny måde”.
De kreative aktiviteter er fortsat et vigtigt element i det pædagogiske og sociale arbejde på Kofoeds Skole i dag. Måske mere end nogensinde før, nu hvor vi alle har adgang til den kollektive talerstol via de sociale medier. De, som deltager i skolens aktiviteter, får mulighed for at udtrykke sig og formidle egne ideer og tanker gennem kreativ udfoldelse. Denne kreative kraft er en vigtig drivkraft og livskraft hos mange af dem, der kommer på skolen. Det skaber værdi, ikke kun for dem selv, men også for deres omgivelser, hvad enten det er venner, familie, andre på skolen eller det lokalsamfund, som skolen er en del af. Det lærer dem at bruge en stemme de ikke kunne bruge før.
Kofoeds stemmer:
I dag producerer og udgiver Kofoeds Skole sine egne podcasts på et af de sociale værksteder. Podcastene handler om alt fra hørespil til den kunst, som kan opleves på Kofoeds Skole.
Find podcasts om Kofoeds Skole på https://kofoedsskole.dk/podcasts/
Kunsten påvirker os
Kunsten er også med til at gøre skolen til et rart sted at være. Den bringer en æstetisk dimension ind, som vi specielt de senere år har vægtet. Der behøver ikke at være grimt, beskidt, rodet og slidt, fordi vi er et socialt tilbud. Tværtimod. Det er bedre for alle at opholde sig i lyse og behagelige lokaler. Vores erfaringer er, at dem, der bruger skolen, sætter pris på dette og kvitterer ved at være med til at passe godt på skolen og området.
På den måde er kunsten også medskaber af rammerne for det pædagogiske arbejde på skolen. Kunsten medvirker til at skabe både faglige, håndværksmæssige og sociale kompetencer. Den skaber kontakt, fælles oplevelser og erkendelser og sætter personlige udviklingsprocesser i gang. Kunst giver livskvalitet. Det ved vi blandt andet fra et studie af kunstholdene på Kofoeds Skole (Poulsen, 2019) og et studie på Kofoeds Skoles boliger for unge hjemløse (Funch & Moutamid, 2012).
Spørgsmålet er om ikke der skal være meget mere samarbejde mellem kunstnere, arkitekter og sociale tilbud for at skabe bedre rammer for det sociale arbejde. Æstetik og rammer er ikke prioriteret, når der skal skabes, renoveres og udvikles sociale tilbud. I sundhedssektoren er man begyndt at se værdien af denne æstetiske dimension positive indvirkning på syge borgere, men det sociale område er bagud. Borgere i udsatte livssituationer har også gavn af smukke eller udfordrende rammer.
95-års Jubilæumsplakat:
I anledning af 95 års fødselsdagen har forfatter og billedkunstner Halfdan Pisket (f. 1985) skabt en jubilæumsplakat. Halfdan Pisket er vokset op tæt på Kofoeds Skole og det sociale tilbud spiller en lille, men opløftende rolle i Piskets hovedværk ’Dansker-trilogien’ (2017).
Se mere om Halfdan Pisket på https://www.pisket.dk/