Høstmarked på Kofoeds Skole
Lørdag den 14. oktober inviterer Kofoeds Skole til Høstmarked. Det sociale tilbuds flotte efterårshave skal danne rammen om en hyggelig familiedag.
Til daglig er arbejds- og uddannelsesfællesskaberne på Kofoeds Skole til for mennesker i udsatte positioner. Det sker dog, at vi inviterer den almene københavner helt ind i hjertekulen. For eksempel når Kofoeds Skoles have lægger jord til Høstmarked i starten af skolernes efterårsferie: Lørdag d. 14. oktober fra kl. 10 – 15.
Her vil vi hinanden
Efterårsferien rimer på nærvær, natur og kreative sysler. Dét er nogle af de oplevelser som Kofoeds Skole vil give Høstmarkedets gæster. Håbet er, at mange lokale børnefamilier vil lægge vejen forbi.
“Der er bygget virkelig mange nye lejligheder i området omkring Kofoeds Skole og nu er Nordøstamager Skole åbnet lige på den anden side af gaden. Så der er mange flere børnefamilier i området end for få år siden. Dem vil vi gerne have et godt naboskab og fællesskab med.” fortæller Signe Ulrich, der koordinerer Kofoeds Skoles Høstmarked. ”Det er vigtigt for os at invitere de nye tilflyttere indenfor og vise at Kofoeds Skole er en positiv og bidragende del af det lokalområde de er flyttet til.”
Fællesskabet og samhørigheden med andre, er en essentiel del af Kofoeds Skoles tilbud. “Det er vigtigt for mange af de mennesker, som kommer her, at opleve, at her ‘vil vi hinanden’. Den oplevelse vil vi gerne give videre til andre. At tage imod dét et andet menneske kan tilbyde, med åbne arme. Det håber vi kan inspirere vores gæster – store som små.” fortæller Signe Ulrich
Bålpandekager og blomster
Der er lagt mange kræfter i, at planlægge børnevenlige aktiviteter til Kofoeds Skoles Høstmarked. Du kan lave pandekager over bål og kreative sjæle fra Kofoeds Skoles fællesskaber byder blandt andet ind med natur-safari, tegnebord og live-musik. Også tidspunktet for markedet er med blik for børnefamilierne. Det ligger nemlig en lørdag formiddag.
“Vi tænker at Høstmarkedet er en god måde at starte efterårsferien på. At mødes over en aktivitet – som f.eks. at lave bålpandekager, eller finde en blomst i vores have – er en mulighed for at komme hinanden ved. Det er her man kan lære noget af og om hinanden. Det er faktisk kernen i vores socialpædagogiske arbejde” fortæller Signe Ulrich.
Bålpandekager har været en populær aktivitet til flere Høstmarkeder på Kofoeds Skole. Her svinger børn og voksne panderne i 2021.
En smagsprøve på fællesskabet
Kofoeds Skoles Høstmarked er et samarbejde mellem medarbejdere, elever og frivillige ildsjæle. Dét kan der altid bruges ekstra hænder til.
“Har du lyst til at hjælpe med at dele flyers ud eller med at bemande boder og afvikle aktiviteter på selve dagen, så hører vi meget gerne fra dig.” fortæller Signe Ulrich. “Det er en skøn måde at få en smagsprøve af det fællesskab vi har på Kofoeds Skole.”
Plakat for Høstmarked på Kofoeds Skole
Plakaten for Kofoeds Skoles Høstmarked 2023 er udarbejdet på Kofoeds Skoles Medieværksted.
Fotos: Michael Magnus Nybrandt