Donér æbler du ikke får plukket.

[Opdatering: Vi har fundet de æbler vi har brug for i 2022. Mange tak for hjælpen]

Æblesæsonen er plukket i gang. Men får du plukket alle dine æbler? Donér dine æbler til os i stedet for at lade dem rådne i haven.
Vi modtager meget gerne dine overskudsæbler og omsætter dem til smagfuld most på Kofoeds Skole. Lokalt på Amager tilbyder vi at plukke dine æbler, eller vi kan afhente dine plukkede æbler hverdage imellem 8.30 og 14.00. Har du større mængder æbler, fra flere træer, eller kender til en plantage, hvor vi må plukke, kører vi gerne ud på Sjælland. Du er også velkommen til at aflevere æblerne på skolen i dagtimerne eller til vores Høstmarked d. 15. oktober 2022.

Ring eller skriv til Camilla Hjorth på 41 73 32 21camillahj@kofoedsskole.dk hverdage imellem 8.30 og 14.00 og aftal nærmere.

Kofoeds Mosteri er en del af Kofoeds Skoles sociale værksteder. Mosteriet er et fællesskab for mennesker, der er interesseret i lokal fødevareproduktion, bæredygtighed og arbejde, der skaber social forandring. Mosten er produceret af overskudsfrugt doneret af lokale haveejere. Frugten plukkes, presses og mostes i samarbejde mellem personale, frivillige og elever på Kofoeds Skole.

Den færdige most, som er blevet døbt Storbymost, sælges i Kofoeds Skoles socialøkonomiske butikker i Nyrnberggade på Amager.

Mosteriet er blevet til med støtte fra Tuborgfondet.