På Redesign TRÆ arbejder vi som udgangspunkt med genbrugsmaterialer, som vi får via skolens Møbeldepot og Miljøplads. Vi laver trædrejerarbejde som f.eks. lysestager, skåle og knager, snedkerarbejde som skærebrætter, frugtkasser og stumtjenere samt kreativ restaurering og redesign af møbler og interiør. Vi varetager ligeledes mindre opgaver indenfor bygningsvedligeholdelse.

Vores produkter sælges på Kofoeds Skoles markeder og i vores kommende socialøkonomiske butikker i Nyrnberggade.
På Redesign TRÆ arbejder vi desuden tæt sammen med ReDesign TEKSTIL og ReDesign SKIND, som vi også tager på fælles udflugter med.

 

Vi tilbyder

Vi tilbyder et job som frivillig på et kreativt værksted med et pædagogisk miljø.
Vi søger en person der i tæt samarbejde med elever og pædagogisk personale, kan bidrage med kreativitet og håndværk samt gå alment til hånde på værkstedet.

 

Lidt om dig

Vi forventer at:

  • du er ressourcestærk og rummelig.
  • du er aktivt med til, at skabe engagement og dynamik omkring aktiviteter og produktion på værkstedet.
  • du er kreativ, meget gerne med en håndværksmæssig baggrund, eller erfaring indenfor træfaget eller restaurering.
  • du har en pædagogisk bevidsthed om etik og egen rolle, i samspillet med ansatte og elever.
  • du bidrager til det daglige arbejde som supplement til det faste personale.
  • du er mødestabil.

 

Hvad får du ud af at være frivillig på Kofoeds Skole?

Vi tilbyder dig – udover muligheden for at gøre en forskel for socialt udsatte – et meningsfyldt fællesskab, udvidelse af dit netværk, nye personlige og faglige kompetencer samt udtalelser til dit CV.

 

Hvornår

Værkstedets åbningstid er:

Mandag 8-15, tirsdag 8-12.15, onsdag 8-15, torsdag 8-15, fredag 8-13.30.
Som frivillig arbejder du primært i åbningstiden og minimum 3 timer og ugen.

 

Om Kofoeds Skole

På Kofoeds Skole hjælper vi socialt udsatte mennesker med at hjælpe sig selv til et bedre liv. Hjælp til selvhjælp, kalder vi det. På skolen samarbejder eleverne med pædagogiske medarbejdere om et fælles mål og får derigennem nye kompetencer. Som frivillig på Kofoeds Skole er du en vigtig del af dette arbejde og du er med til at bidrage til en positiv hverdag for socialt udsatte. Styrken finder vi i et fælles arbejde mellem elev, den pædagogiske medarbejder og de frivillige.

 

Ansøgning

Send en motiveret ansøgning til Pernille Bro på mail: pernillebr@kofoedsskole.dk, hvor du fortæller, hvorfor du vil være frivillig på Kofoeds Skole samt dit CV.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at ringe til Torben på telefon 41733151 eller Pernille på telefon 41733203.